For et år siden tog Enhedslisten en historisk beslutning og stemte for, at Danmark gik i krig mod Libyen. Nu er det tid til eftertanke.
Et år med krig og et regimeskifte har ikke gjort Libyen mere sikkert.
Sådan lyder opsummeringen fra Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, et år efter at Enhedslisten tog en historisk beslutning og stemte for krigen i Libyen.
– I dag er der anarki i Libyen. Der er ingen regering og der er helt klart blevet mindre sikkert. Hverken politi eller retsstaten fungerer i landet. Det er de stærkeste, der bestemmer, siger Christian Juhl
Fortryder I, at Enhedslisten stemte for krigen?
– Nej. Vi stemte for en FN-ledet operation, der skulle beskytte civilbefolkningen.Og vi trak vores støtte igen, da det få dage efter stod klart, at FN havde udliciteret opgaven til en lille gruppe lande med deres egne interesser i Libyen.
– Jeg mener stadig, at grundlaget for FN-beslutningen var rigtigt. FN skal kunne gribe ind, hvis der er risiko for folkemord.
Kunne I have gjort noget anderledes?
– I bagklogskabens lys burde vi have gjort os nogle tanker om, hvordan man får stoppet den proces, som blev sat i gang, da FN gav grønt lys til en militær aktion. Det er en vigtig debat. Problemet var jo, at efter mandatet var givet, gik NATO ind og satte sig på FN-mandatet, og definerede opgaven.
– Vi må ikke være naive og tro, at FN er et fritsvævende neutralt organ. Bagved næsten alle konflikter i verden ligger der imperialistiske magtinteresser. Sådan var det også i Libyen.
I dag skriver Arbejderen, at Læger Uden Grænsers danske afdeling har trukket sig ud af Misrata efter afsløringer af omfattende tortur i byens fængsler.
– Jeg kan godt forstå, at Læger Uden Grænser ikke vil være med til at legitimere torturen under det nye regime.
Det skabte voldsom intern debat i Enhedslisten, at I for første gang støttede en krig. Hvilke konsekvenser har det haft?
– Det har betydet, at vi skal have en kollektiv debat af, hvordan vi kan gøre det bedre næste gang vi står overfor en international konflikt, der skal løses.
– Frem mod vores årsmøde i maj have en debat om erfaringerne fra Libyen-krigen. En del af oplægget er en analyse af imperialismen i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278