At EU-landenes gæld er vokset under krisen, bunder i langt de fleste tilfælde i nationalisering af bankernes tab under krisen, ikke offentligt overforbrug, viser analyse.

Herhjemme var Amagerbankens krak med til at belaste statskassen og øge den offentlige gæld.

Mette Kramer Kristensen.

Den aktuelle gældskrise i EU skyldes ikke et enormt offentligt overforbrug i de gældsramte lande, men at landenes regeringer ved finanskrisens udbrud »nationaliserede« bankernes gæld.

Det viser en analyse af gældskrisen, som tænketanken Cevea har gennemført.

Analysen bygger på en grundig gennemgang af tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat, og fra OECD, en organisation for 34 udviklede kapitalistiske lande, som blandt andet overvåger udviklingen i deres økonomi.

– Tallene viser helt klart, at EU-landenes statsgæld blev voldsom øget ved finanskrisens start – og at årsagen skal søges i de mange hjælpepakker til bankerne, forklarer Jens Jonathan Steen, analysechef i Cevea, til Arbejderen.

Cevea har set på, hvor stor en del af EU-landenes offentlige forbrug, der er gået til offentlige sociale udgifter, og hvor meget bankerne samtidig har fået i »overførselsindkomster«.

– Det mest grelle eksempel er Irland, som har brugt 370 procent af bruttonationalproduktet, eller 4239 kroner på at redde sine banker, mens landet er et af dem i EU, der bruger allermindst på offentlige sociale udgifter, siger Jens Jonathan Steen.

Øger også dansk gæld

Også herhjemme har redningspakkerne til de danske banker kostet statskassen penge.

– Der er givet støtte og garantier til bankerne for i alt 4462 milliarder kroner – det svarer til 256 procent af vores bruttonationalprodukt. Det har foreløbig kostet statskassen 2,6 milliarder kroner, fordi bankerne kan trække deres egne udgifter til bankpakkerne fra i skat, fortæller Jens Jonathan Steen.

Dertil kommer, at statens såkaldte skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, har overtaget så mange dårlige erhvervskunder fra de krakkede banker, at det hvert år koster selskabet omkring en milliard kroner at holde de skrantende privatforetagender i live, fremgår det af Ceveas analyse.

Folketingsflertallet bag Bankpakkerne har ellers begrundet hjælpepakkerne til de kriseramte banker med, at det er den samlede finanssektor selv, der betaler for dem, og at de vil give overskud til statskassen.

– Men jeg har endnu ikke set noget endeligt regnskab, der viser overskud, siger Ceveas analysechef.

Ceveas gennemgang viser i øvrigt, at det er de lande, der bruger mest på offentlige sociale udgifter, der også har den laveste offentlige gæld. Det gælder for eksempel de skandinaviske lande.

I alt er statsgælden i EU steget med en tredjedel i slipstrømmen på finanskrisen, viser Ceveas opgørelse.

Privat gældsboble

Det er dog ikke statsgælden, der er det største problem for Danmarks vedkommende, vurderer Cevea. Det er derimod den private gæld – det vil sige virksomhedernes og husholdningernes samlede gæld.

Alene de private husholdningers gæld udgør nu hele 275 procent af husstandenes årlige indkomst, og hele 158 procent af den samlede årlige produktion af varer og tjenesteydelser i Danmark – det såkaldte bruttonationalprodukt.

– Det gør faktisk Danmark til europamester i husholdningsgæld. Det er en gæld, der i høj grad er skabt i »grådighedens årti« under Fogh, hvor folk blev opmuntret til at øge det private forbrug via gældsætning, for eksempel ved at indføre afdragsfrie lån i boligsektoren, forklarer Jens Jonathan Steen.

– Det snakker bankøkonomerne ikke så højt om, for de tjener jo penge på den private gæld. Men det er et reelt problem, siger Jens Jonathan Steen.

Hvis krisen fortsætter og arbejdsløsheden ikke falder, kan den private gældsboble briste, med endnu flere bankkrak til følge. Og sikkert endnu flere hjælpepakker til bankerne, påpeger Cevea.

– Det er ikke vores offentlige gæld, der udgør det største problem  for dansk økonomi. Det er den private gæld. Det er også derfor, vi foreslår, at der bliver sat flere offentlige kroner af til at få sat gang i hjulene, så der bliver råd til at få nedbragt den private gæld. Ellers risikerer vi at ende i en ond cirkel, siger Jens Jonathan Steen.