Et års indædte protester fra forældre og pædagoger har båret frugt: København afskaffer forhadte lukkeuger.
Forældre og pædagoger i København jubler, efter at Borgerrepræsentationen i weekenden besluttede at afskaffe den udskældte tvungne sommerferielukning, som blev indført sidste år.
– Det er en kæmpe sejr for de københavnske børnefamilier, siger Nina Reffstrup fra Københavns Forældreorganisation.
De to tvungne lukkeuger blev indført for at spare penge på sidste års budget, men i år har det vist sig, at kommunen har skåret så meget ned, at der var 872 millioner kroner til overs i budgettet.
Både KFO og de to pædagogiske fagforeninger BUPL og LFS har kæmpet indædt mod lukkeugerne siden de blev indført.
– LFS er tilfredse med at politikerne har fjernet den forhadte sommerferielukning, fortæller næstformand i LFS, Jan Hoby.
En opgørelse fra KFO viste sidste år, at lukkeugerne betød, at hver sjette københavnske børnefamilie ikke kunne holde ferie sammen. Også mange pædagoger fik problemer med at planlægge ferie sammen med familien.
– Afskaffelsen af lukkeugerne er en vigtig sejr, fordi lukkeugerne var en forringelse af de københavnske pædagogers arbejdsvilkår, understreger Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden.
Det er partierne, bag sidste års budgetforlig, der har forhandlet om fordeling af pengene, og Enhedslisten er derfor ikke med i aftalen.
I forliget har Borgerrepræsentationen også besluttet at ti af Københavns nedslidte skoler skal klimarenoveres. Også flere plejehjem og sociale tilbud skalk sættes i stand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278