Socialpolitisk Forening arbejder på at få flere unge til at engagere sig i socialpolitik. Foreningen er ved at gennemføre et generationsskifte.
Socialpolitisk Forening har fået ny formand og seks nye folk er blevet valgt ind i landsstyrelsen.
– Foreningen er i fuld gang med at gennemføre et generationsskifte og forny sig, siger Robert Olsen til Arbejderen.
Han blev valgt som ny formand for Socialpolitisk Forening på generalforsamlingen i fredags. Efter en årrække på posten trak journalisten og forfatteren Knud Vilby sig tilbage. Han fyldte for kort tid siden 70 år og trapper derfor ned på sine aktiviteter.
Robert Olsen er 51 år og har mange års erfaring med socialt arbejde. Han er i dag forstander på Kofoeds Skole og var inden da i mange år forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro. Derudover har han også i en årrække været bestyrelsesformand for hjemløseavisen Hus Forbi og deltaget i en række regeringsudvalg omkring misbrugspolitik og i flere udvalg i Københavns Kommune.
Han understreger, at der ikke bliver ændret på, at Socialpolitisk Forening skal fungere som et talerør for øget social retfærdighed. Men nogle ting vil blive gjort på en ny måde.
– For eksempel vil vi modernisere vores web-udtryk og i højere grad bruge de nye sociale medier. Og så vil vi arbejde på at inddrage flere i den socialpolitiske debat. Vi vil give medierne mulighed for at få fat i nogle af de mange socialpolitiske eksperter, som findes i Socialpolitisk Forening, siger Robert Olsen.
Han glæder sig over, at der også er sket en foryngelse i foreningens ledelse.
– Vi skal arbejde med at engagere særligt de unge i socialpolitiske spørgsmål. De vil gerne, men på deres egen måde. Derfor arbejder vi også med at bygge bro til forskellige studenterorganisationer og andre, forklarer den nyvalgte formand.
Han understreger, at foreningen samtidig fastholder samarbejdet med andre organisationer som for eksempel det europæiske netværk mod fattigdom EAPN.
Socialpolitisk Forening lægger også vægt på at fungere som høringsparter omkring regeringens kommende sociale reformer.
Læs mere på www.socialpolitisk-forening.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278