17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grønt indspark til EU-topmøde

Grønt indspark til EU-topmøde

Fredag, 30. marts, 2012, 11:55:38

Tillidsfolk og klima-aktivister foreslår EU’s finans- og økonomiministre at sætte klima og grønne job på dagsordenen under deres møde i dag og i morgen.

LO-formand Harald Børsting snakkede om frugter, da han i onsdags åbnede konferencen om Grøn vækst på fair vilkår i DGI Byen i København.

– Det er nødvendigt med grønne initiativer, som kan skabe økonomisk vækst. Her er der mange lavthængende frugter at høste, sagde Børsting.

Han mente, det var vigtigt at bringe arbejdsløsheden ned, ikke mindst blandt unge, og pegede på, at det vil give god mening, hvis det sker gennem klimarenoveringer af boliger.

LO-formandens melding faldt i god jord hos de godt 100 tillidsfolk og klimaaktivister, der havde fundet vej til konferencen, arrangeret af initiativet Forandring Nu sammen med LO, 3F og BAT-kartellet.

– Det er meget længe siden, jeg har deltaget i en konference med så stor gejst og samhørighed mellem klimaaktivister og faglige folk. Der er en rigtig stor erkendelse af og vilje til at gå den grønne vej, siger Hans Henrik Samuelsen, koordinator i Forandring Nu, til Arbejderen.

Konferencen var tænkt som et direkte indspark til EU’s økonomi- og finansministre, der i dag og i morgen mødes til topmøde for at diskutere løsninger på krisen. Og det ligger lige til højrebenet at tænke grøn omstilling, klimaforbedringer og beskæftigelse sammen, for den grønne vej leder til flere nye holdbare job i Europa, lyder signalet fra deltagerne til EU’s toppolitikere.

I løbet af et syv timers langt program nåede man rundt om udfordringerne i en grøn omstilling, spørgsmålet om hvor pengene skal komme fra, og endelig hvordan man kommer videre med den grønne beskæftigelsesdagsorden. Ambitionen rækker dog videre end til at forsøge at påvirke EU-politikerne.

– I arrangørkredsen pusler vi med en idé om at bruge den her konference som afsæt for at tage rundt til ti byer i hele landet. Man skal jo huske, at grønne job er lokale job og ved at inddrage de personer, som allerede i dag arbejder på området, håber vi at sparke gang i lokale diskussioner om, hvordan man gør det her i praksis, fortæller Hans Henrik Samuelsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2012 - 11:55   03. sep. 2012 - 12:37

Indland