Det er ikke i orden, at en gadesygeplejerske skal klare et brækket ben, fordi hospitalerne ikke kan rumme socialt udsatte, siger socialsygeplejerske Nina Brünés.

Behandlingen af socialt udsatte må aldrig blive et alternativ til det etablerede. Nina Brünés, socialsygeplejerske

Aage Christensen

Mange misbrugere har ikke en praktiserende læge, og på hospitalerne er de heller ikke særlig velkomne.

Som sundhedsvæsenet er indrettet i dag, er der ikke plads til nogle af dem, som har allermest brug for behandling og hjælp – misbrugere og hjemløse, konstaterer socialsygeplejerske Nina Brünés.

– For eksempel har de her mennesker ikke adgang til en praktiserende læge. Det er ellers den praktiserende læge, der fungerer som bindeled til hospitalsvæsenet. Men de har ikke adgang til noget, som vi andre finder så naturligt. Så kan man spørge, om der virkelig er lighed i sundhed, siger Nina Brünés.

– Og her er ikke tale om, at det bare er en skide junkie – det er lidende mennesker, som har krav på hjælp og behandling ligesom alle andre.

Hun baserer sine udtalelser på en undersøgelse, der er lavet af et sundhedsteam i Københavns Kommune, som laver opsøgende arbejde blandt byens udsatte borgere. De har spurgt 680 patienter om deres brug af praktiserende læge. Over halvdelen, 57 procent, har slet ikke en praktiserende læge. De øvrige 43 procent kan ikke, vil ikke, eller må ikke bruge deres praktiserende læge.

– Det dækker over, at lægen for eksempel bor i Nordjylland, mens den hjemløse er i København, at relationerne mellem de to er dårlige, eller at patienten har fået besked om ikke at vise sig hos den praktiserende læge, forklarer Nina Brünés.

Mangel på viden

Hun har arbejdet med socialt udsatte siden 1998 og har været medvirkende til, at der er kommet socialsygeplejersker på Bispebjerg og Hvidovre Hospital i Region Hovedstaden.

– Jeg bankede simpelthen på Bispebjerg Hospitals dør engang i 2006 og spurgte, om de ikke havde lyst til at få hjælp af mig. Jeg sagde: »I kan noget med behandling, men jeg kan noget med misbrugere.«

Det har siden udviklet sig til et konstruktivt samarbejde, hvor socialsygeplejersker støtter og hjælper socialt udsatte patienter gennem hele deres behandlingsforløb på de to hospitaler.

– Jeg fik ideen, fordi jeg oplevede, hvordan mange udsatte blev smidt ud fra hospitalerne og fik afbrudt deres behandlingsforløb. Jeg tænkte, at det måtte kunne gøres bedre. Det kan ikke være meningen, at de har mennesker skal være henvist til lappeløsninger på gaden, erklærer Nina Brünés.

Hun understreger, at det almindelige sygehuspersonale har de bedste intentioner i forhold til de socialt udsatte. Men at de ofte mangler den nødvendige viden om misbrug og hjemløshed.

– Det er nogle komplekse problemstillinger, vi står overfor, med de her mennesker. Mange har abstinenser og smerter, som man er dårlige til at håndtere på hospitalerne. Nogle fixer i sengen og bliver så smidt ud. Man spørger ikke, hvorfor de fixer. Måske er det på grund af smerter, vi er ikke gode til at smertebehandle misbrugere. Min opgave er at bygge bro mellem patienten og personalet på sygehuset, forklarer Nina Brünés.

Undersøgelsen fra det københavnske sundhedsteam viser også, at teamets 680 patienter i gennemsnit har 13,6 diagnoser per person. Og at stofmisbrugere i dag har en gennemsnitlig levealder på 39,6 år.

– Det er godt nok stigende, men ikke godt nok, konstaterer Nina Brünés.

Nødvendig handling

I forhold til stofmisbrugerne roser hun de danske politikere for tilbage i 80’erne, hvor hiv-smitten begyndte at hærge i misbrugsmiljøerne, at tage en beslutning om, at der skulle uddeles rene sprøjter og kanyler til misbrugerne. Det betød, at relativt få danske narkomaner blev smittet med hiv – omkring seks procent mod cirka 72 procent i et land som Estland.

– Det var godt, at vi fik de såkaldte værktøjssæt med kanyler og sprøjter. Men problemet var, at stofferne skal opløses i væske, og mange misbrugere har ikke adgang til rent vand, så ofte blev der brugt en ølsjat eller lidt cola. Man kan forestille sig de helbredsmæssige konsekvenser. Alligevel tog det fem år at få vandampuller med i værktøjssættene, og fixerummene venter vi stadig på, siger Nina Brünés.

– Eksemplerne viser, at det ikke er ligegyldigt, om man vover at tage en politisk beslutning. Den måde, vi indretter vores samfund på, har alvorlige konsekvenser for de socialt udsatte, tilføjer socialsygeplejersken.

Nina Brünés fremhæver betydningen af de mange opsøgende tilbud i forhold til socialt udsatte, hvor de bliver tilbudt sygepleje og tandpleje. Men hun understreger, at de ikke kan stå alene.

– Det er bare ikke i orden, at en gadesygeplejerske skal håndtere et brækket ben. Vi må sikre, at de her mennesker har adgang til sygehusvæsenet på linje med os andre, siger hun.

I en tid hvor sygehusene bliver yderligere specialiserede og effektiviserer for fuld kraft, får de socialt udsatte det endnu sværere, forklarer Nina Brünés.

– Jeg mener ikke, at vi skal lade være med at specialisere og effektivisere. Men vi skal være klar over, at der er en restgruppe, som ikke kan følge med. Hver gang skal vi gennemtænke – hvad gør vi nu med den restgruppe, så vi stadig kan rumme dem i sundhedsvæsenet sammen med os andre.

– Vi skal supplere med tilbud, men behandlingen af de udsatte må aldrig blive et alternativ til det etablerede – det er afgørende for at undgå yderligere marginalisering, og undgå at de udsatte bliver henvist til andenrangstilbud. Vi skal ikke se de her mennesker som besværlige, men som patienter der har brug for hjælp ligesom alle os andre.

Arbejderen mødte Nina Brünés på konferencen Ulighed i Sundhed, som tænketanken Cevea arrangerede i sidste måned.