14 organisationer for handicappede er gået sammen for at få ændret på regeringens forslag til reform af fleksjob og førtidspension.

Debatten omkring den planlagte reform af førtidspension og fleksjob bygger på fejlagtige myter. Det mener 14 handicaporganisationer, der er gået sammen i en fælles kampagne for at få stoppet de værste forringelser, som regeringen lægger op til.
– Vi har taget det her initiativ, fordi den offentlige debat omkring førtidspension og fleksjob bare har taget regeringens fejlagtige myter til sig og diskuterer videre på det grundlag, siger Jørgen Lenger, udviklingschef i Muskelsvindfonden, til Arbejderen.
De 14 organisationer har blandt andet oprette hjemmesiden www.reformfakta.dk. Her afliver de en række af »regeringens myter og urigtige påstande«.
Blandt andet argumenterer regeringen med, at der i dag er 55.000 flere på førtidspension og fleksjob end planlagt, og at udgifterne derfor er løbet løbsk. Fleksjobordningen kostede i 2010 ni milliarder kroner mere end forventet.
Her fastslår reformfakta, at der godt nok er kommet 37.000 flere på enten førtidspension eller fleksjob i perioden 2003-2009, men at det modsvares af et fald i samme periode på 41.000 personer på sygedagpenge, kontanthjælp eller revalidering. Og at fleksjobordningen i 2010 reelt kostede 5,5 milliarder kroner, når man trækker skatteindtægterne fra fleksjobberne fra.
På punkt efter punkt tilbageviser hjemmesiden en række af de mest brugte påstande i debatten.
– Vi håber, at vi kan nå nogle anstændige mennesker ikke mindst i regeringens eget bagland, som kan se, at de er på vej til at gøre noget, de ikke skulle gøre. Vi håber, at vi kan få nogle af de mest uspiselige dele taget ud af reformen, siger Jørgen Lenger.
Han peger blandt andet på, at regeringen vil forringe forholdene for arbejdsløse fleksjobbere. Hvis en fleksjobber, som er i a-kasse, bliver fyret, og ikke kan få et andet arbejde, vil vedkommende fremover kun have ret til to år på den såkaldte ledighedsydelse, som er 89 procent af den højeste dagpengesats. Derefter ryger vedkommende ned på kontanthjælpssats på 10.300 om måneden. I dag kan man blive på ledighedsydelsen, til man får et job.
– Det vil ramme tusindvis af mennesker. Man skal huske på, at det arbejdsmarked, som står til rådighed for fleksjobbere, er meget mindre end det almindelige arbejdsmarked. Mens arbejdsløsheden i gennemsnit er på seks til syv procent, er den på 30 procent for fleksjobberne, forklarer Jørgen Lenger.
De 14 organisationer og masser af deres medlemmer er i øjeblikket yderst aktive i arbejdet for at råde politikerne op.
– Jeg har ikke oplevet en sådan aktivitet i de 25 år, jeg har været ansat iMuskelsvindfonden, konstaterer Jørgen Lenger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278