25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister vil booste våbenindustri

Minister vil booste våbenindustri

Torsdag, 26. april, 2012, 10:48:59

11 danske våbenfirmaer får i dag og i morgen besøg af forsvarsministeren, der vil lytte til industriens udfordringer og behov.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S)vil gerne hjælpe den danske våbenindustri med at øge eksporten

I dag tager han hul på en to-dages rundtur til landets største våbenproducenter. Ministeren skal besøge fem virksomheder i Jylland, en på Fyn og fem på Sjælland.

Lobbyorganisationen for våbenindustrien, Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark (FAD) er glade for Nick Hækkerups besøg.

– Ministeren har meldt ud, at forsvaret skal arbejde mere sammen med industrien. Den udmelding er vi meget glade for. Besøgene er en konkret måde at starte op på, fortæller Morten Andersen, business development manager hos FAD, til Arbejderen.

Våbenfirmaerne vil bruge besøgene til at vise ministeren, hvilke produkter de kan tilbyde, siger lobbyorganisationen.

– Vi plejer vores interesser, ligesom landbruget og andre industrier gør. Vi vil gerne fortælle ministeren om vores udfordringer og vores behov og bringe de politikere, der skal tage beslutninger og lave lovgivning tættere på vores medlemsvirksomheder, siger Morten Andersen.

Ifølge forsvarsministeriets presseenhed betyder krisen svære tider for dansk erhvervsliv – herunder også dansk våbenindustri. Derfor skal forsvarsministerens rundtur sætte fokus på, hvordan ministeren kan hjælpe våbenvirksomhederne til at få sat gang i hjulene.

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, mener ikke at vejen ud af krisen er øget våbeneksport.

– Det er fuldstændig grotesk, hvis øget våbensalg skal være med til at hjælpe Danmark ud af krisen. Historien viser, at økonomiske kriser i verden kan udløse krige. Derfor skal Danmark selvfølgelig ikke være med til at puste til øget oprustning i verden, understreger Nikolaj Villumsen overfor Arbejderen.

Forsvarsministerens besøg hos de danske våbenvirksomheder er en del den nye Open for Business strategi, som ministeren fremlægger inden længe. Strategien lægger op til øget samarbejde mellem dansk militær og den danske våbenindustri.

En del af udspillet er allerede lækket. Heraf fremgår det, at Danmark ser potentielle markeder i Indien, Sydøstasien og Saudi-arabien.

– Danmark kan ikke både kritisere Saudi-arabien for ikke at overholde menneskerettighederne og samtidig sælge våben til landet. Derfor må regeringen træffe et valg. Hvad vil vi stå for. Vil vi løse verdens konflikter med militær magt eller via diplomati og dialog, spørger Nikolaj Villumsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2012 - 10:48   03. sep. 2012 - 12:37

Indland