29 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Menneskeretsinstitut: Stop masseanholdelser

Menneskeretsinstitut: Stop masseanholdelser

Fredag, 11. maj, 2012, 11:33:47

Institut for Menneskerettigheder opfordrer i sin årsrapport til at indskrænke politiets muligheder for præventive masseanholdelser.

Politiloven skal indskærpes, så politiet ikke kan tilbageholde folk administrativt i timevis uden at tiltale dem og sætte dem for en dommer – som det skete under klimatopmødet i 2009. Her fra demonstrationen den 12. december 2009, hvor næsten 1000 demonstranter blev administrativt tilbageholdt.
Ali Nabulsi

Politiloven skal ændres, så fredelige demonstranter ikke kan tilbageholdes i timevis uden en konkret tiltale og uden at komme for en dommer.

Sådan lyder en af opfordringerne til regeringen i den 40 sider lange årsrapport om menneskerettighedernes tilstand i Danmark, som Institut for Menneskerettigheder (IMR) offentliggør i dag.

– Almindelige borgere skal trygt kunne gå til demonstration og ytre sig. Dem, der ikke har noget at gøre med eventuelle ballademagere, skal sættes fri med det samme, og ikke risikere at blive tilbageholdt i timevis på frossen asfalt og sat i fængsel i op til tolv timer, siger direktør for IMR, Jonas Christoffersen til Arbejderen.

Overfor Arbejderen afsviser Socialdemokraterne blankt at ændre politiloven, mens støttepartiet Enhedslisten bakker op om instituttets krav.

LÆS ARTIKEL: "S: Politilov bliver ikke ændret"

I sin årsrapport henviser IMR direkte til klimademonstrationerne under COP15-topmødet i København i 2009, hvor op mod 2000 demonstranter frihedsberøvet præventivt.

250 demonstranter anlagde efterfølgende en retssag, og fik erstatning på op til 9500 kroner og rettens ord for at de var blevet ulovligt frihedsberøvet og politiet havde overtrådt menneskeretten, herunder ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, den personlige frihed og beskyttelsen mod nedværdigende behandling.

Den såkaldte lømmelpakke, der blev vedtaget kort før klimatopmødet i 2009, gav politiet ret til præventivt at frihedsberøve demonstranter i op til tolv timer. Men den lov skal ændres, så fredelige demonstranter ikke risikerer at blive administrativt tilbageholdt i op til tolv timer uden at være sigtet for noget som helst, mener IMR.

Jonas Christoffersen advarer om, at den nuværende brug af masseanholdelser er på kant med forsamlingsfriheden.

– Loven skal indskærpes, så politiet ikke kan tilbageholde folk administrativt i timevis uden at tiltale dem og sætte dem for en dommer. Som udgangspunkt skal politiet se demonstranterne som borgere der intet ulovligt har gjort og bare bruger deres ret til at ytre sig. I et demokrati skal folk have ret til at ytre sig i fællesskab, uddyber Jonas Christoffersen.

IMR understreger, at menneskeretten som udgangspunkt ikke tillader præventive frihedsberøvelser i forbindelse med forstyrrelse af den offentlige sikkerhed eller orden.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan præventive frihedsberøvelser kun ske i særlige situationer, eksempelvis over for sindssyge personer, alkoholikere og narkomaner.

Politiet har altid mulighed for at frihedsberøve borgere – men så skal det være for at rejse en konkret tiltale mod dem for, understreger IMR i sin årsrapport. Ingen af de tilbageholdte der har fået tilkendt erstatning ovenpå klimatopmødet er nogensinde blevet tiltalt for lovovertrædelser under COP15.
 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2012 - 11:33   03. sep. 2012 - 12:37

Indland