16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hækkerup indrømmer torturrisiko

Hækkerup indrømmer torturrisiko

Fredag, 18. maj, 2012, 11:45:36

Forsvarsminister Nick Hækkerup indrømmer, at han ikke kan garantere, at fanger, som danske soldater udleverer til Afghanistan undgår tortur. Alligevel fortsætter udleveringerne.

Forsvarsminister Nick Hækkerup vil ikke stoppe danske soldaters udlevering af fanger til torturfængsel i Afghanistan. Her er han på besøg hos de danske soldater tidligere i år.
Ronny Rasmussen

Danske soldater kan fortsætte med at udlevere fanger til det berygtede Laskar Gah-fængsel – selvom forsvarminister Nick Hækkerup ikke kan garantere, at fangerne ikke bliver udsat for tortur.

Det er konklusionen på tirsdagens samråd i Folketingets Forsvarsudvalg.

– Jeg kan ikke garantere, at tortur ikke vil forekomme. Men vi forsøger at skubbe det afghanske samfund i en retning, der stemmer i overensstemmelse med menneskerettighederne, sagde ministeren.

Samrådet var indkaldt efter at to rapporter – fra FN’s mission i Afghanistan og fra Afghanistans Menneskerettighedskommission (AIHRC) – har dokumenteret omfattende brug af tortur i Afghanistan, blandt andet i Laskar Gah-fængslet, hvor de danske soldater afleverer deres fanger.

Forsvarsministeren vil afvente endnu en rapport fra FN, før han beslutter om de danske fangeudleveringer skal stoppes.

– FN er i gang med at lave en supplerende rapport, der undersøger påstandene om tortur i Laskar Gah-fængslet. Jeg forventer at rapporter ligger færdig i juni. Jeg vil nærlæse rapporten, og vurdere om der er behov for at drage nogen konsekvenser, forklarede Nick Hækkerup.

Dén udmelding fik Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, som havde indkaldt samrådet, på banen.

–  Danmark er forpligtet til at sikre at der ikke er risiko for tortur for de fanger, vi udleverer. Det er vores opgave at sikre at de ikke bliver udsat for mishandling, påpegede han.

Forud for samrådet havde forsvarskommandoen midlertidigt sat udlevering af fanger til det afghanske fængsel i Laskar Gah på pause.

Beslutningen kommer efter at briterne har suspenderet al fangeudlevering, fordi de lige nu efterforsker nye beretninger om mishandling af fanger i Laskar Gah.

Men når briterne »om kort tid« ophæver deres stop for udlevering af fanger, vil Danmark igen begynde at udlevere fanger til Laskar Gah-fængslet, understregede Nick Hækkerup.

Ifølge ministeren har danske soldater tilbageholdt 55 afghanere, hvoraf syv er blevet udleveret til Laskar Gah-fængslet, der drives af den afghanske sikkerhedstjeneste. Den seneste udlevering fandt sted i sommeren 2011. Den pågældende er lige nu den eneste udleverede, der sidder fængslet i Laskar Gah.

Danmark kanføre tilsyn med fangerne. Men forsvarsministeren ønsker ikke at oplyse om, hvor mange gange danske fanger er blevet tilset af dansk militær og Røde Kors.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. maj. 2012 - 11:45   03. sep. 2012 - 12:37

Indland