Kommunerne får færre penge til velfærd i 2013. Det vil ramme ældrepleje, folkeskoler og andre områder.
Fyringerne af offentligt ansatte vil fortsætte til næste år. Det er en konsekvens af den meget stramme økonomiske aftale, som regeringen lavede med Kommunernes Landsforening i søndags, konstaterer FOA’s formand Dennis Kristensen.
– Jeg er desværre overbevist om, at vi i 2013 vil se nye afskedigelser af offentligt ansatte. Der tales igen og igen om kick-start af økonomien. Men når vi nu har fået 30.000 færre kommunalt og regionalt ansatte de seneste tre år, så blegner snakken om kick-start efterhånden en hel del, siger Dennis Kristensen.
Aftalen betyder, at kommunerne til næste år må bruge omkring 1,7 milliarder kroner mindre til de kommunale serviceopgaver i forhold til i år. Det vil helt konkret betyde nedskæringer på skoler, i ældrepleje og indenfor andre områder.
Af frygt for at komme til at overskride budgetrammen og bliver straffet økonomisk har kommunerne i år budgetteret med at bruge cirka 2,5 milliarder mindre end tilladt ifølge sidste års økonomiaftale med regeringen.
Trods protester fra kommunerne har regeringen tvunget igennem, at den nye aftale for kommunernes økonomi i 2013 tager udgangspunkt i kommunernes budgetter for i år – altså en økonomisk ramme som er 2,5 milliarder kroner mindre end rammen for 2012.
Dertil lægger aftalen så 300 millioner kroner til kommunernes sundhedsindsats og 500 millioner kroner til bedre normeringer i daginstitutionerne. Det sidste er en følge af den finanslovsaftale som Enhedslisten lavede sidste år med regeringen.
Det betyder samlet set, at det beløb, kommunerne må bruge på service i år uden at blive straffet af regeringen, er 1,7 milliarder kroner lavere end sidste år.
Dennis Kristensen glæder sig over, at børn og sundhed tilgodeses i den nye kommuneaftale. Men han konstaterer, at 800 millioner kroner ikke ændrer på, at konsekvensen af aftalen er minusvækst i kommunerne.
– Jeg bemærker, at kommunerne ikke vil garantere, at der ikke kommer nye nedskæringer. Aftalen er grundlæggende ikke, hvad der er brug for. Vi havde håbet på en klart bedre aftale, siger Dennis Kristensen.
Også hovedorganisationen FTF, som organiserer mange offentligt ansatte, er bekymret over den stramme økonomiske ramme i aftalen.
– Vi ved, at mange af vores medlemmer i forvejen løber rigtig stærkt og er pressede, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
Som et led i aftalen skal kommunernes effektivisere for 750 millioner kroner i 2013. De penge skal så bruges til gavn for blandt andet børn og ældre, erklærer regeringen.
– Det er helt fint, hvis effektiviseringen gælder unødige, bureaukratiske kontrolmekanismer.Men hvis man tror, at pengene skal findes på yderligere, generelle reduktioner på den administrative konto, ja så risikerer man en egentlig nedsmeltning i den kommunale service, siger Bodil Otto, formand for HK/Kommunal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278