14 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Anklager afviser Roj-vidner

Anklager afviser Roj-vidner

Fredag, 22. juni, 2012, 11:18:01

Står det til anklageren, må Østre Landsret ikke høre ét eneste af de vidner, som Roj TV’s forsvarer ønsker at føre.

Fra en af demonstrationerne i forbindelse med retssagen mod Roj TV i byretten sidste år.
Mette Kramer Kristensen

Anklageren i sagen mod den kurdiske tv-station, Roj TV, er ikke i tvivl: Roj TV’s forsvarer, Bjørn Elmquist skal ikke have lov til at føre ét eneste af sine ti vidner, når ankesagen starter op i Østre Landsret til efteråret.

– Vores synspunkt er det samme som i byretten: Forsvaret skal ikke have lov til at føre sine vidner. De er unødvendig bevisførelse, siger den ene af de to anklagere i sagen, vicestatsadvokat, Anders Riisager, til Arbejderen.

I går tørnede anklager og forsvarer sammen i Østre Landsret. Her var indkaldt til lukket retsmøde om antallet af vidner.

Blandt de vidner, som forsvarer Bjørn Elmquist gerne vil have mulighed for at føre, er Christian Scherfig, formand for Radio- og tv-nævnet, der tre gange har afvist at fratage Roj TV sin sendetilladelse.

– Radio- og tv-nævnet er kommet med nogle afgørelser, som taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at spørge ind til afgørelserne eller høre Christian Scherfig begrunde afgørelserne yderligere. Begrundelsen står jo i afgørelsen, som forsvareren bare kan fremlægge i retten. Vi kan altså godt læse. Det vil ikke bidrage til nyt i sagen, at lade Christian Scherfig vidne. Hans synspunkter er velkendte, lyder meldinger fra anklageren.

Heller ikke kurdiske vidner fra menneskeretsorganisationer og kurdere, der har været fængslet i Tyrkiet og kan fortælle om situationen for ytringsfriheden i Tyrkiet, vil anklageren lytte til:

– Den her retssag skal ikke omdannes til en politisk høring. Bjørn Elmquist forsøger at politisere sagen ved at indkalde den slags vidner. Det kan godt være, at der er nogen der synes, at det er synd for kurderne, og de bliver undertrykt, siger Anders Riisager og tilføjer:

– Men hvis der er nogen, der vil høre om kurdernes vilkår i Tyrkiet og deres mulighed for at ytre sig, må de leje Landstingssalen og holde en politisk konference om det. Den her retssag handler om to ting: Er PKK en terrororganisation? Og fremmer Roj TV, PKK’s synspunkter?

Heller ikke Oluf Jørgensen, cand. jur. og forskningschef i pressejura på Danmarks Journalisthøjskole, skal vidne i retten, hvis det står til anklageren. Han kan ellers fortælle om grænsen mellem propaganda og ytringsfrihed.

– Han kan ikke bidrage med noget til den her sag. Han er jo ikke ekspert i PKK. Han er ekspert i ytringsfrihed. Men det er ikke dét, retten skal tage stilling til. Retten skal tage stilling til, om PKK er en terrororganisation. Og hvis det er tilfældet skal retten tage stilling til, om Roj TV har fremmet PKK’s synspunkter. Dommerne i retten skal tage stilling til, hvad der står i loven. Dommerne kan godt selv læse, hvad der står i Den Europæiske Menneskeretskonvention og grundloven om ytringsfrihed, siger Anders Riisager.

Retten afsiger kendelse onsdag den 4. juli om forsvarets brug af vidner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2012 - 11:18   03. sep. 2012 - 12:37

Indland