Enhedslistens fremgang truer 76 års ubrudt Socialdemokratisk bystyre i København. Konservative er i chok, imens kommunisterne vejrer morgenluft.
Hvis Enhedslisten får samme fremgang ved kommunalvalget næste år, som de står til i de landsdækkende prognoser, kan partiet blive Københavns største med mellem 20 og 35 procent. Dermed udfordrer partiet 76 års ubrudt socialdemokratisk bystyre.
Men selvom Enhedslisten har erklæret sig parate til at gå efter overborgmesterposten hvis de bliver større end Socialdemokraterne, kan det blive svært for partiet at vinde opbakning blandt de øvrige partier i Borgerrepræsentationen.
De Konservative vil nemlig gå så langt for at forhindre Enhedslisten i at indtage overborgmesterstolen, at de hellere vil pege på en socialdemokratisk kandidat, siger næstformand i den konservative gruppe på Rådhuset, Rasmus Jarlov.
– Enhedslisten er komplet uegnede til at få ansvaret for København. De bruger primært deres plads i Borgerrepræsentationen til at kæmpe for fri hash og imod Israel, siger han.
Et parti vil dog hellere end gerne pege på en Enhedsliste-overborgmester.
Hos det seks år gamle Kommunistisk Parti, som næste år stiller op til Borgerrepræsentationen for første gang, er formand for partiet i København ikke i tvivl.
– Vi ser gerne en overborgmester fra Enhedslisten i København, siger Torben Jensen.
Trods Enhedslistens fremgang mener Torben Jensen, at der er brug for kommunister på Rådhuset.
– Især når københavnerne rykker til venstre er der er brug for et kommunistisk parti til at fastholde og styrke tendensen, mener Torben Jensen.
Borgerrepræsentationsmedlem for Enhedslisten i København, Morten Kabell, tør ikke spå om hvorvidt Enhedslisten kan overhale Socialdemokraterne i kommunen.
– Men jeg er sikker på at vi kommer til at få fremgang, og det er godt, fordi det giver os bedre mulighed for at føre en rød politik i København, siger Morten Kabell til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278