13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tesfaye fik skatte-tæsk i Køge

Tesfaye fik skatte-tæsk i Køge

Fredag, 06. juli, 2012, 12:32:43

SF’s næstformand blev mødt af en byge af kritiske spørgsmål da han onsdag diskuterede skattereform med Enhedslistens Christian Juhl på et debatmøde.

– Vi er underlagt nogle henstillinger fra EU, der betyder at vi ikke bare kan låne penge til at øge de offentlige udgifter og sikre flere arbejdspladser, forklarede Mattias Tesfaye på debatmødet i Køge.
Sigaardsfoto.dk

SF’s næstformand, Mattias Tesfaye, blev mødt af kritiske spørgsmål, da han onsdag tog S-toget til Køge til debatmøde om skattereformen. Flere af spørgsmålene kom fra hans egne medlemmer:

– Hvorfor er det os fattige, der – igen – skal betale for den krise, som de riges spekulationer har skabt?, spurgte en af de lokale fremmødte SF’ere fra Køge, Max Hvornum.

Ifølge Skatteministeriets egne beregninger scorer de ti procent af befolkningen, der tjener mest i alt 5400 kroner om året på reformen. Det er næsten tre gange så meget som de 1960 kroner, som danskerne i gennemsnit får ud af reformen.

Men skattereformens virkning skal ses fordelt over et helt livsforløb, forklarede Mattias Tesfaye.

– Regneeksemplet viser bare et øjebliksbillede af, hvordan folks økonomi ser ud her og nu. Men der jo ikke nogen der befinder sig det samme sted hele livet. Folk der i dag ikke har glæde af reformen, får måske glæde af den på et senere tidspunkt i livet. En ung på SU begynder pludselig at tjene penge og en arbejdsløs kommer i arbejde, sagde han.

Tesfaye sad i den baggrundsgruppe, der blev taget med på råd under forhandlingerne om den nye skattereform. Hans forklaring fik en af de 25 tilhørere til at stille spørgsmålet:

– Hvad med de tusindvis af førtidspensionister, hvis livssituation er låst fast?De har ikke udsigt til et arbejde og dermed få glæde af skattelettelserne? De har kun udsigt til at miste op til 12.000 kroner om året – eller cirka en månedsløn, lød det fra salen.

– Det er rigtigt. Det er ikke fedt, svarede Mattias Tesfaye.

– Det vil jeg ikke stå her i dag og forsvare. Punktum.

Ifølge Mattias Tesfaye var der da heller ikke champagne på bordet, da skatteaftalen med de borgerlige var i hus:

– Det er ikke en reform, der tager fra de rige, og giver til de fattige. Men vi synes det er en o.k. aftale… Et regeringssamarbejde er ét stort kompromis. Vi skal også spise alt dét, der ikke er lutter lagkage. Vi er en »trafiklys-regering«, der både er røde, blå og grønne.

Styrk fagbevægelsen

Han fik i panelet modspil fra  Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, som opfordrede SFog resten af regeringen til at arbejde for at styrke fagbevægelsen.

– Da de borgerlige havde magten, gik de direkte efter at svække vores a-kasser og fagforeninger. Vi skal styrke fagbevægelsen. Vi skal placere fagbevægelsen centralt i vores samfund. Det skal vi huske, når vi laver politik. Ellers står de 10.000 fagligt aktive, der førte valgkamp for vores tre partier, der ikke næste gang. De vil have noget til gengæld, sagde han.

Christian Juhl opfordrer til at tage ud til fælles »lyttemøder«:

– Vi skal ud og genvinde terræn. Vi skal ud og spørge folk:Hvad vil Ihave med i finansloven?

Næste stop finanslov

Begge partier ville også gerne bruge mødet til at se fremad. Christian Juhl håber at nogle af skårene fra skattereformen kan klinkes, når forhandlingerne om den nye finanslov starter op efter sommerferien.

– De arbejdsløse blev trynet. De skal have noget igen. Vi skal have genoprettet dagpengesystemet. Det er den slags resultater, vi vil blive dømt på i fagbevægelsen, understregede Christian Juhl.

Mattias Tesfaye undgik at komme med løfter. I stedet opfordrede han alle røde medlemmer af Folketinget til at »tænke kreativt«, når der skal findes penge:

– Vi er underlagt nogle henstillinger fra EU, der betyder at vi ikke bare kan låne penge til at øge de offentlige udgifter og sikre flere arbejdspladser. Det er, som om vi røde tænker, at hvis vi skal lave noget, skal der hives flere penge hjem. Vi må spørge os selv:Bruger det offentlige penge, som vi ikke burde bruge dem på? De blå er mere kreative, sagde han.

Debatmødet var arrangeret af Enhedslisten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jul. 2012 - 12:32   03. sep. 2012 - 12:37

Indland