Socialdemokraterne vil skabe den dygtigste generation nogensinde. Det projekt kommer til at kræve ofre af forældre, elever og lærere, erklærer fire topfolk.
Der er flere skrappe reformer i vente, som kommer til at kræve ofre af forældre, elever, lærere og andre. Vi står overfor den største sociale omvæltning i generationer, hvor tidligere tiders privilegier bliver udfordret.
Sådan lyder meldingen fra fire ledende socialdemokrater, som i går lancerede Socialdemokraternes aktuelle projekt i en kronik i Politiken.
Bag kronikken står Henrik Sass Larsen, Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Carsten Hansen.
Socialdemokraterne vil skabe »den dygtigste generation nogensinde«, fastholde fri og lige adgang til velfærdssamfundet og sikre langsigtet og holdbar vækst.
Målet skal nås gennem hårde reformer af velfærdssamfundet. Samtidig erklærer de fire socialdemokrater, at de i modsætning til VK-regering ikke tror blindt på markedets velsignelser, men går ind for en stærk stat og regulering af de finansielle markeder.
De fire forfattere afviser at konkretisere kronikken. Den kan ses som en optakt til Socialdemokraternes kongres i september, hvor der er diskussion af partiets velfærdspolitiske visioner.
– Socialdemokraterne varsler et opgør med de universelle velfærdsydelser. Det er alarmerende. De fire socialdemokrater giver en grådig finanskapital skylden for krisen. Men samtidig har regeringen lavet en skattereform, som på ingen måde tvinger finanskapitalen til at betale regningen. I bund og grund afspejler det Socialdemokraternes accept af de nyliberale rammer, der udstikkes fra EU, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.
Enhedslisten hæfter sig ved, at det socialdemokratiske udspil mangler grønne visioner.
– Det største problem er ikke fraværet af forslag til konkrete initiativer, som kan reducere spekulanternes magt over vores økonomi. Det er det totale fravær af grønne elementer i visionerne, siger Per Clausen, miljøordfører for Enhedslisten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278