29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rød Blok – hvad er det?

Blogs

Arne Cheller
Formand for KPiD 2015-2018
Udlært bygningsmaler. Formand for Kommunistisk Parti i Danmark i perioden maj 2015-juni 2018 og medlem af partiets landsledelse.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 01. februar, 2017, 07:54:12

Rød Blok – hvad er det?

I praksis har den såkaldte venstrefløj i rød blok længe været højreorienteret på alle væsentlige punkter. For eksempel hylder rød blok en nyliberalistisk økonomisk politik.

Der bliver meget tit i den offentlige debat brugt formuleringen ”venstrefløjen mener”. Men hvilken venstrefløj taler de borgerlige medier egentlig om?

Rød blok har længe har stået for en økonomisk politik, som har købt alle neoliberalismens præmisser. 

Det, som medierne betegner som venstrefløj, går her i landet under navnet rød blok. Den findes i forskellige afskygninger i mange lande.

Det er moralismens venstrefløj, der har Clinton og Obama som nogle af deres helte. Det er den venstrefløj, som forfølger almindelige mennesker med deres opbakning til EU og NATO.

Falsk venstrefløj

Problemet med denne venstrefløj er ikke, at den er alt for moralistisk og arrogant. Problemet er heller ikke, at den ikke har fornemmelse af folks virkelige problemer, at den ikke vil lytte til folket. Problemet er, at rød blok ikke er en venstrefløj.

Moralistiske argumenter udpeger det enkelte individ som den skyldige, men hvis der er noget, som en virkelig venstrefløj ikke gør, så er det at bruge individualistiske forklaringer.

Endnu vigtigere er det, at denne såkaldte venstrefløj længe har stået for en økonomisk politik, som har købt alle neoliberalismens præmisser. I praksis har denne såkaldte venstrefløj længe været højreorienteret på alle væsentlige punkter.

Den anden venstrefløj, som dukker op engang imellem i forskelligartede skikkelser, er i USA's tilfælde en Bernie Sanders, der egentlig blot er ”New Deal socialdemokrat”, eller i Danmarks tilfælde Enhedslisten, som også er en slags ”New Deal socialdemokrater”.

Kommunistisk venstrefløj

Den tredje venstrefløj er den kommunistiske bevægelse. Den står fast forankret på klassekampens grundlag. Det, der kendetegner den kommunistiske bevægelse, er, at den ikke kun vil høre på stemmerne fra arbejderklassen, men at kommunisterne insisterer på at analysere symptomerne på systemets forfald.

Det kapitalistiske system fremkalder en myriade af årsagssammenhænge. Vi tager først og fremmest udgangspunkt i de økonomiske symptomer på et system, der ikke længere kan opretholdes. Vi fremlægger forslag, som tager højde for de virkelige frustrationer blandt folket, der somme tider kommer forvrænget til udtryk i had og aggression.

Kommunisterne er det eneste modsvar til de samfundsbevarende partier og kapitalismen som system, men vi ved også, at hvor vi end kæmper, bliver vi angrebet af både højrefløjen og den højreorienterede venstrefløj.

Når man afviser kommunisternes politik nationalt som internationalt som utopisk, naiv eller farlig for arbejderklassen, gør man det i håb om at skabe en enighed om, at den højreorienterede venstrefløj er den eneste ”realistiske” venstrefløj.

Kommunistisk samarbejde

Der er nu brug for mere mobilisering på landets arbejdspladser, hvor de kommende overenskomstforhandlinger står for døren. Derfor er samarbejdet mellem kommunister uhyre vigtigt. Vi fortsætter samarbejdet overalt, hvor det er muligt.

I slutningen af januar afholdt den internationale kommunistiske bevægelse et møde i Bruxelles om 100 året for Oktoberrevolutionen. For første gang havde Kommunistisk Parti (KP) og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) et fælles indlæg blandt andet om de tiltag, som vi sætter i gang op til fejringen af denne epokegørende begivenhed.

Men der også brug for, at kommunisterne bliver mere synlige i kampen mod det sammenrend af partier og grupper med socialisme i deres navne, som i alle væsentlige sammenhænge er ærkeborgerlige og samfundsbevarende.