Da Brundtlandrapporten i 1987 lancerede ideen om bæredygtig udvikling, var definitionen på bæredygtighed at betragte som ‘elastik i metermål’. Og sådan er det stadig! 

Der er bred enighed om, at vores klode lider under den måde, vi har udnyttet dens resurser. Og mon ikke de fleste også vil skrive under på, at vi i den industrialisere del af verden har haft held til at sikre os broderparten af både de fornyelige og de ikke-fornyelige resurser? Men det betyder jo, at et bæredygtigt forbrug i vores del af verden nødvendigvis er et begrænset forbrug. 

Danmark slipper for at tælle forbrug med i vores klimaregnskab.

Det afspejler sig dog ikke i, hvordan bæredygtighed defineres i diverse mærkningsordninger, når det handler om at bruge løs af Jordens biologiske resurser. For disse ordninger certificerer industrielle produktioner af landbrugs- eller træprodukter, der skal handles på det globale marked. Og ordningerne har ingen mekanisme, der kan sikre imod udvidelse af de arealer, der skal bruges til at levere disse produkter. Der findes kun hensigtserklæringer om, at landbrug og plantager ikke må brede sig i skov eller anden natur med en særligt høj biodiversitet. 

Vores klimaregnskab

Når arealerne til dyrkning af disse produkter øges, og jomfruelig jord opdyrkes, giver det blandt andet anledning til øgede emissioner af drivhusgasser. En del af disse emissioner er direkte forbundet til danskernes forbrug. Men da de ikke finder sted i Danmark, slipper vi for at tælle dem med i vores klimaregnskab.

FSC (der regnes for at være den stærkeste af de eksisterende ordninger) blev lanceret af ngo’er og virksomheder i kølvandet på protester mod ødelæggende skovdrift og forbrugerboykot af træprodukter. På den måde pacificeredes modstanden. Kritiske forbrugere, der ellers ville boykotte træprodukter fra troperne, kunne nu købe FSC-mærkede havemøbler af tropetræ med god samvittighed.

WWF på afveje

Også mærkningsordninger på sojafoder, palmeolie og agrobrændstoffer er blevet til i et samarbejde mellem virksomheder og ngo’er (i såkaldte ‘Round Tables’), hvor Verdensnaturfonden (WWF) har været hoveddrivkraften.

De nævnte ‘Round Tables’ støttes kun af ganske få andre miljøorganisationer, mens FSC nyder større opbakning. Men flere af de organisationer, der oprindeligt var med til at stifte FSC-ordningen, har siden forladt den i erkendelse af, at et bæredygtighedsmærkat, der kan sættes på træ fra for eksempel eukalyptusplantager, gør mere skade end gavn. 

Undersøgelser viser, at danskerne generelt har tiltro til mærkningsordninger. Men det er ikke velbegrundet, når det gælder de nævnte mærkningsordninger, for vi kan ikke certificere os ud af et overforbrug. Derfor er mange organisationer på globalt plan kritiske overfor hele tanken om, at vi kan sikre, at vores forbrug bliver bæredygtigt via certificering. 

I Danmark står NOAH dog forholdsvis alene med kritikken. Det ville ellers gavne både miljø og klima, hvis organisationerne stod sammen om at kræve overforbruget bragt til ende fremfor at blåstemple det med dubiøse mærkningsordninger.