Sidste lørdag kom alle Folketingets partier – bortset fra Nye Borgerlige – med en meget mærkelig aftale, som de forsøger at sælge som et fremskridt i forhold til Danmarks håbløst store forbrug af biomasse.

Aftalen skulle være bedre til at sikre, at den biomasse, vi brænder af, skal være ՙbæredygtig՚. Men det er det rene fup.

Man kan ikke tale om bæredygtighed uden at sætte nogle kvantitative mål op for, hvor mange ressourcer jordkloden kan bære, at vi forbruger.

I NOAH har vi haft en del skepsis over for begreber som ՙbæredygtig՚ og ՙbæredygtig udvikling՚, siden begreberne med Brundtlandrapporten fra 1987 blev centrale for miljø- og udviklingsdebatten.

Ingen tvivl om at det var en væsentlig rapport, der meget præcist pegede på, hvor slemt det allerede dengang stod til. Men på væsentlige områder også ukonkret, ikke mindst når det gjaldt selve definitionen:

“En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Elastik i metermål

Vi kaldte det for ՙelastik i metermål՚. For man kan ikke tale om bæredygtighed uden at sætte nogle kvantitative mål op for, hvor mange ressourcer jordkloden kan bære, at vi forbruger. Og man kan slet ikke tale om bæredygtighed, hvis det, man foretager sig, ikke er noget, resten af verden kan kopiere. Man må derfor også forholde sig til, hvor stor en andel af disse ressourcer Danmark kan tillade sig at bruge. 

Med det danske forbrug af biomasse til afbrænding i kraftvarmesektoren er det sådan, at vi er det land i verden, der har det højeste forbrug per indbygger. Samtidig har det i de sidste mange år været sådan, at energiselskaberne og (de fleste af) politikerne ikke kunne sige biomasse uden at sætte ՙbæredygtig՚ foran. Dette på trods af at denne afbrænding hele tiden har været alt andet end bæredygtighed.

Det har politikerne med meget stor forsinkelse anerkendt, men eftersom de ikke rigtig vil indrømme det overfor befolkningen – og endnu mindre bruge de nødvendige penge på at gå i gang med at udfase det – så lader de nu som om, de ՙgør noget՚. Men de gør ikke noget meningsfuldt.

Det er jo det samlede globale forbrug, der afgør, om vores forbrug er bæredygtigt. I tilfældet med biomasse til afbrænding er det relevant at se på det samlede arealforbrug. Det drejer sig ikke kun om arealforbruget til træproduktionen, men også om arealforbruget til produktion af fødevarer og tekstiler og andre landbaserede produkter som for eksempel biobrændstoffer eller minkpelse.

Grønvaskning

Og her ligger Danmark altså på alle områder helt i toppen: Vi ligger i top med hensyn til brug af biomasse, og vi ligger også i top med hensyn til den urimeligt arealkrævende animalske produktion. Og så handler det også om forvaltningen af arealerne.

Her må vi altså kigge på biodiversitet og kulstoflagring – og begge dele er i tilbagegang både i Danmark og globalt. Set i det lys kan det aldrig blive bæredygtigt, at Danmark lægger beslag på så store træressourcer.

Heller ikke selv om det træ, der lige netop i Danmark går op i røg, måske er hentet fra et sted, hvor der muligvis kan være nogle aspekter af produktionen, som gør, at den ikke er helt så slem som andre steder.

Det er ellers det, som et stort flertal af Folketinget fra højre til venstre nu påstår. Altså, at hvis vi stiller en række krav til netop det træ, vi importerer, så vil det bidrage til, at de globale ødelæggelser mindskes.

I NOAH mener vi, at det er lige omvendt – og at politikere, forskere og en del grønne NGO’er har været med til at øge ødelæggelserne ved igennem mange år at påstå, at det kan hjælpe noget som helst at stille bæredygtighedskrav til biomassen og energiselskaberne. Vi kalder det grønvaskning.

Ovenikøbet er den nye aftale spækket med ukonkrete udtryk. Helt overordnet er det en forudsætning for aftalen at: “Kravene skal understøtte, at brugen af træbiomasse til el og varme er så bæredygtig som muligt under hensyntagen til forsyningssikkerheden”.

Det ukonkrete går igen i en formulering som: “Formålet er at sikre klimabæredygtigheden af biomasse fra skov så meget som muligt […]” og man vil “minimere negative virkninger”. Der er altså tale om ՙelastik i metermål՚. Aftaleparterne kalder det ՙambitiøse lovkrav՚.