21 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU, grundloven og retsforbeholdet

Blogs

Birthe Sørensen
Seniorskribent
Uddannet typograf. Tidligere ansvarshavende redaktør for Arbejderen. Medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti.
Blogindlæg af Birthe Sørensen
man. 06. jun - 2016
ons. 24. feb - 2016
tor. 24. dec - 2015
fre. 18. sep - 2015

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 06. juni, 2016, 14:55:21

EU, grundloven og retsforbeholdet

Grundlovsdag var jeg inviteret til at holde tale på Folkebevægelsen mod EU's grundlovsarrangement i Aarhus.

Tak for invitationen til at komme og holde tale i dag, hvor vi fejrer den danske grundlov. Og tillykke til os alle sammen for at vi stadig har noget at fejre. Det kan vi takke os selv og hinanden for.

I fredags var det præcis et halvt år siden, at et flertal af danskerne stemte nej til at ophæve retsforbeholdet. Hvis vi ikke havde stemt nej, var den danske grundlov blevet yderligere udhulet. Så havde vi afgivet retten til selv at bestemme over vores retspolitik til EU.

Hvis vi ikke havde stemt nej, var den danske grundlov blevet yderligere udhulet. Så havde vi afgivet retten til selv at bestemme over vores retspolitik til EU.

Ifølge grundloven er det i dag sådan, at hvis politikerne vil overdrage suverænitet til EU, kræver det 5/6 flertal i Folketinget eller et ja ved en folkeafstemning. Hvis retsforbeholdet var blevet afskaffet, kunne politikerne med blot almindeligt flertal løbende overdrage suverænitet til EU.

Var det blevet et ja ved folkeafstemningen, kunne politikerne tilslutte Danmark til hele EU's overstatslige retspolitik - som foreløbig udgør op mod 678 retsakter. Men faktisk var det jo sådan, at politikerne i debatten op til folkeafstemningen gav indtryk af, at danskerne kun skulle stemme om 22 retsakter. Også det anfægter grundloven. Den danske grundlov slår nemlig fast, at suverænitet kun kan afgives “i nærmere bestemt omfang”. Og man må sige, at op mod 678 retsakter er temmelig ukonkret.

Var det blevet et ja ved folkeafstemningen, ville en gruppe på 63 enkeltpersoner have rejst en retssag mod regeringen, fordi de mener, at den tilvalgsordning, regeringen ville erstatte retsforbeholdet med, er i strid med den danske grundlov.

Det er ikke et spørgsmål, som der var særlig meget fokus på i valgkampen.

Op til i dag har Analyseenheden 4V udsendt en undersøgelse af, hvordan  mediernes op til folkeafstemningen behandlede grundlovsaspektet. 4V påpeger - på baggrund af en undersøgelse, som de har fået Epinion til at gennemføre - at hvis der havde været en reel diskussion af folkeafstemningen og grundloven, ville nej-andelen blandt de afgivne stemmer have været større. Undersøgelsen viser faktisk, at helt op mod 64 procent ville have stemt nej.

Ud fra det kan vi jo konkludere, at et stort flertal af befolkningen ikke er parat til at udhule grundloven for at afgive mere magt til EU-systemet. Danskerne ønsker at beskytte grundloven.

Når der ikke var mere debat om grundloven, skyldes det - ifølge Analyseenheden 4V - at medierne ikke beskæftigede sig med spørgsmålet. Faktisk fremhæves Arbejderen blandt de kun fire medier, som skrev om konsekvenserne for grundloven.

Som redaktør for Arbejderen er det derfor en særlig glæde at stå her i dag. Jeg synes, at vi som medie har været med til at give vores bidrag til den folkeafstemning, som blev vundet - og jeg er overbevist om, at I som aktivister har gjort det samme. Så det er altså en festdag i dag - for os alle sammen.

Ytringsfrihed

Som et dagblad nyder Arbejderen godt af den grundlovssikrede presse- og ytringsfrihed. Selv om grundloven er fra 1849, er det dog et område, som er under pres - og ikke mindst har været det i dette århundrede. Det er også et område, som EU også forsøger at blande sig i.

Ytringsfriheden er jo ikke ubegrænset. Den er blandt andet begrænset af, hvem som ejer og styrer medierne. Ganske vist har vi i dag internettet med en række sociale medier, som har givet mange mennesker mulighed for at komme til orde på en helt ny måde.

Vi har fået meget mere ytringsfrihed, vil nogen måske sige. Men ytringsfrihed er jo også at være en del af samfundsdebatten, at komme til orde for alvor og blive hørt - og ikke kun være henvist til et hjørne på en hjemmeside.

I Danmark har de store medier jo alle valgt at indtage samme holdning til EU, som EU-partierne på Christiansborg. Den store EU-skepsis, som har været siden folkeafstemningen i 1972 og som i disse år er voksende, kommer slet ikke til udtryk. Derfor kunne vi jo også opleve det helt groteske, at da Folkebevægelsen afholdt sit sidste landsmøde fravalgte DR at dække begivenheden. Det har de da heldigvis efterfølgende beklaget. Men at det overhovedet kunne finde sted siger noget om holdningen hos mange - også journalister.

Jeg vil vove den påstand, at ytringsfriheden på nogle områder har trange kår i dag, hvor de økonomiske magthavere – den herskende klasse – investerer millioner og milliarder i at påvirke og styre folk gennem medier, som bliver større og større - og ofte er ejet af store kapitalfonde. Derfor ser vi igen og igen, at de store medier ser på verden med samme blå briller som den politiske elite gør. Der deles så at sige standpunkter - også når det gælder holdningen til EU.

Gennem de sidste 10 år har vi set en snigende udvikling, hvor alternative medier og kritisk journalistik gradvist får indskrænket råderummet. Her i Danmark har vi set det med den nye offentlighedslov, som trådte i kraft 1. januar 2014, og som har gjort det sværere for medier at se politikerne over skulderen og følge med i lovgivningsarbejdet.

Men der er faktisk flere tiltag på vej, som kan anfægte muligheden for at bringe afsløringer fra whistleblowere. Og de kommer fra EU-systemet.

Her i april vedtog EU-parlamentet et kontroversielt direktiv – det såkaldte Trade Secrets Directive – som angiveligt skal gøre det lettere for virksomheder at retsforfølge folk, der står bag tyveri af såkaldte forretningshemmeligheder. Direktivet, som har været undervejs siden 2013, blev oprindeligt sat i gang af EU-kommissionen efter opfordring fra de multinationale virksomheders lobbyorganisationer. Konkret indfører det en fælles juridisk definition af forretningshemmeligheder på EU-plan og forpligter medlemslandene til at sikre, at virksomheder kan rejse retssag mod folk, der lækker forretningshemmeligheder.

En lang række presseorganisationer har protesteret mod direktivet, som de mener er et alvorligt angreb på pressefriheden og whistlebloweres ytringsfrihed.

Det slår ganske vist fast i nogle meget generelle vendinger, at det er vigtigt, at det ikke fører til indskrænkninger i pressefriheden eller angreb på whistleblowere, som afslører ulovligheder. Men der er ingen bestemmelser om at beskytte whistleblowere eller journalister i direktivet. Og et forslag om at udskyde det hele for at give embedsværket tid til at lave sådanne bestemmelser blev afvist.

Med andre ord: EU vil give store virksomheder mulighed for at udsætte whistleblowere og journalister i resten af unionen for retsforfølgelse. Nok så relevant i betragtning af, at vi lige har set en ny stor sag - Panama papers - baseret på en whistleblower.

Direktivet om forretningshemmeligheder blev vedtaget, blandt andet med støtte fra de danske socialdemokrater og DF’ere, og medlemslandene har nu to år til at finde ud af, hvordan det nye direktiv skal indarbejdes i den nationale lovgivning. Vi kan altså også se frem til, at det kommer her i Danmark.

Og netop retten til at få viden og information, til at sætte spot på alle sider af magten i samfundet, er et grundlæggende aspekt af presse- og ytringsfriheden. Her er tendensen klar. Magten lukker sig om sig selv. Og beskytter sig selv.

Respekt for vores nej

Det er også værd at bemærke, at den reform af Europol, som blev vedtaget her i maj i EU-parlamentet, og som jo var årsag til, at vi skulle have en folkeafstemning, da Europol blev gjort overstatslig, betyder mere kontrol med borgerne og mindre demokratisk kontrol med Europol.

Den gruppe, som Folkebevægelsen er medlem af i EU-parlamentet, GUE/NGL-gruppen advarer om, at Europol fremover kan kræve "uønsket" indhold på en hjemmeside, en internetavis eller sociale medier fjernet - uden at det har været prøvet ved en domstol og udenom nationale myndigheder. Det åbner bekymrende muligheder for censur.

Samtidig med, at Europol får markant flere beføjelser, svækkes den demokratiske kontrol med, hvordan de forvalter denne magt. Der er slet ikke den samme kontrol, som vi har i Danmark med eksempelvis politiet.

Derfor er det også stærkt bekymrende at se, hvor travlt de danske EU-politikere har med at fortolke det nej vi gav den 3. december. Det var ikke et nej til Europol, hedder det blandt andet - uden at diskutere, at det Europol vi havde i december ikke er det samme i dag. Og Lars Løkke Rasmussen håber, at Danmark kan blive fuldt medlem af Europol.

Men lad os slå fast, at en loyal respekt for det danske folks nej må betyde, at alle planer om dansk suverænitetsafgivelse på retsområdet skrottes. Danmark skal kun samarbejde mellemstatsligt om retspolitiske spørgsmål. Og vi skal ikke være medlem af Europol - i så fald vil det kræve en ny folkeafstemning - og min anbefaling vil i så fald være, at vi skal stemme nej igen.

Økonomi styres fra Bruxelles

At EU blander sig i både vores demokrati og ytringsfrihed er slemt. Men lige så slemt er det, at Danmarks økonomi mere og mere styres fra Bruxelles - og at de danske politikere har accepteret, at de kun skal agere marionetdukker.

Måske derfor ser vi nu Folketingets politikere æde sig mere og mere ind på det kommunale selvstyre - også med EU’s krav som rambuk.

Lige nu venter vi på, om der bliver lavet en aftale mellem regeringen og KL. Vi har set protester og der bygges op til flere. Det er der også al mulig grund til.

De omfattende protester mod regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der hvert år over de næste fire år inddrager én procent af kommunernes økonomi til statskassen, burde i virkeligheden også rettes mod EU.

Omprioriteringsbidraget er nemlig en følge af en henstilling fra EU om at gennemføre ekstraordinære besparelser på de offentlige budgetter - som efterhånden har været EU’s henstilling i årevis.  Og de danske politikere nikker og siger ja. Det har de nemlig accepteret, at de vil.  

Derfor er omprioriteringsbidraget nu skrevet ind i den budgetlov, som Danmark er blevet pålagt at indføre som en del af EU's finanspagt, som Thorning-regeringen i 2012 fik Danmark med i. Og Finanspagten kræver automatiske sanktioner over for kommuner og regioner, som ikke overholder de aftalte økonomiske rammer.  

Hvorfor sker den her udvikling - hvorfor synes EU at de skal blande sig mere og mere i landenes økonomi? Ja, som EU-kommissionen selv udtrykker det, så er der “behov for at styrke den overordnede økonomiske styring i Den Europæiske Union ved på EU-plan at give input til kommende nationale beslutninger".

For at sige det på en anden måde - EU er i gang med at opbygge en stadig snævrere union - og så skal de naturligvis også styre økonomien. Ja EU vil have en finger med i spillet på alle mulige forhold.

Planloven er inspireret af EU

Lige nu diskuterer vi i Danmark, om vi skal have en ny planlov - det har Venstre-regeringen fremlagt forslag til. Det vil blandt andet betyde mange flere store varehuse, som ødelægger de små butikker. Og det betyder flere store byggerier på vores åbne strande af Bon-bon-land, hoteller og sommerhuse, som ødelægger vores fælles natur.

Også det har EU anbefalet.  I kommissionens såkaldte landerapport for Danmark fra februar 2015 bliver det direkte beskrevet, at  det vil være med til at øge effektiviteten i service sektoren, hvis man fjerner barrierer og stive godkendelseprocedurer  i planloven og her nævnes direkte reglerne for at placerer varehuse og supermarkeder.

Og året efter – i Kommissionens Landerapport februar 2016 noterer man, at Løkke regeringen har taget et fornuftigt skridt med det nye lovforslag men EU har også noteret at der endnu ikke er gennemført nogen ændringer.

Seneste skud på den stamme er den danske regerings såkaldte konvergensprogram fra maj 2016. Her fremhæver regeringen, at EU roser forslaget (som EU altså selv er kommet med) og regeringen forsøger dermed at lægge pres på modstanden i Folketinget.

Det er egentlig et meget godt eksempel på, at den danske regering også skubber EU foran sig som en rambuk til at få gennemført lovgivning. Men også et eksempel på, at der dybest set ikke er grundlæggende uenigheder på de vigtige områder, mellem EU og de partier i Folketinget, som har deponeret deres kræmmersjæl i EU.

Kræmmersjæl

For kræmmersjæl det er det. EU er skabt som et nyliberalt projekt, der skal tilgodese kapitalen og store multinationale firmaer. Nogle mener, at vi har brug for EU for at holde multinationale firmaer i ave. Jeg mener, det er omvendt. Store globale koncerner og multinationale firmaer bruger EU-systemet til at få nedbrudt de barrierer, som nationalstaterne har gennemført.

Det seneste skud på stammen er kampen om at få giftstoffet Glyfosat, som indgår i Roundup, forbudt. En række EU-lande ønsker at få det forbudt i deres eget land. FN's verdenssundhedsorganisation WHO har nemlig udarbejdet en rapport, der samler al offentlig tilgængelig viden om glyfosats virkning på dyr og mennesker. Undersøgelsen konkluderer, at "glyfosat sandsynligvis er kræftremkaldende i mennesker".

Men i EU har man et fødevareagentur (EFSA), som er nået frem til en helt anden konklusion. Glyfosat er ikke i sig selv kræftfremkaldende, og det skader ikke arveanlæggene eller udgør anden sundhedsfare. Problemet er blot, at vurderingerne bygger på rapporter, som industrien har betalt og fået udarbejdet – og som bliver holdt hemmelige. Det betyder, at vi ikke har en chance for at gå undersøgelsen efter i sømmene og se de data, som EU's fødevareagentur bygger sine konklusioner på, når de frifinder sprøjtegifte med glyfosat.

Det sørgelige er så, at den danske regering har deponeret sin holdning hos EU’s fødevareagentur og ikke vil anerkende WHO’s rapport.

Det siger noget om, at hvis og når vi kommer ud af EU, er der stadig en kamp der skal kæmpes i vores eget land.

Målet er ud af EU

Men det spændende i dette forår er, at debatten om at komme ud af EU er rykket helt op på den politiske dagsorden efter mange års ørkenvandring. Efter mange års erfaring med EU-systemet er skepsisen med EU-systemet stigende. 

Den britiske folkeafstemning har kastet yderligere brænde på det bål - som vi må udnytte maximalt. Vi ved ikke hvad afstemningen ender med. Vi kan se, at skræmmekampagnen er omfattende - ja langt overgår, hvad vi har været udsat for i Danmark til vores folkeafstemninger - og det er da ellers en hel del.

Og vi kan se, at alle kræfter mobiliseres - fra USA’s præsident til tidligere danske udenrigsministre.

I et åbent brev, som blev bragt forrige fredag i The Times, skriver de 10 tidligere udenrigsministre, at de stærkt støtter ønsket om at se Danmark og Storbritannien stå sammen i EU for at forfølge fælles mål om frihed, demokrati og frihandel.

Venstres Uffe Ellemann-Jensen var i spidsen for projektet. De øvrige ex-ministre kom fra Folketingets forenede ja-partier - SF, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale og Venstre.

Det er vores opgave at vise, at den danske befolkning har en anden holdning. Og uanset resultatet af folkeafstemningen i Storbritannien, så er katten sluppet ud af sækken. Vi fortsætter kampen for at få Danmark ud af EU.