06 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et sjældent udslag af sund fornuft

Blogs

Bjørn Elmquist
Advokat og formand for Retspolitisk Forening.
Advokat, journalist og tidligere medlem af Folketinget. Formand for Retspolitisk Forening og talsmand for PET-komitéen. Tidligere medlem af Folketinget for Venstre og siden Radikale Venstre. Tidligere bestyrelsesformand for Amnesty International Danmark.
Blogindlæg af Bjørn Elmquist
ons. 07. apr - 2021
søn. 08. nov - 2020
ons. 27. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 15. marts, 2019, 07:00:35

Et sjældent udslag af sund fornuft

Den 1. marts meddelte justitsministeren, at lovforslaget om "klare juridiske rammer for effektiv digital forvaltning" blev trukket tilbage.

For mig er det således helt afgørende, at nye tiltag, der har til formål at sikre tidssvarende juridiske rammer for en effektiv forvaltning, sker med respekt for borgeres og virksomheders rettigheder.

Begrundelsen for at opgive forslaget var så indlysende, at regeringen skulle have brugt den på alle de andre lovforslag, som mødes med velbegrundet kritik.

Sådan stod der at læse i det brev fra justitsministeren til Folketinget, hvor han den 1. marts meddelte, at lovforslaget om "klare juridiske rammer for effektiv digital forvaltning" blev trukket tilbage.

Forslaget havde i tiden fra december til januar været sendt i høring i forskellige instanser, organisationer og foreninger og var dér blevet genstand for ganske mange, meget kritiske bemærkninger.

Lovforslaget var en udmøntning af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020, som regeringen havde indgået en overordnet aftale om med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, hvor formålet var at skabe bedre rammer for digitalisering i det offentlige, så myndighederne kunne yde en hurtigere service til borgere og virksomheder.

Mange blev ladt i stikken

Det lyder jo forjættende og også bruger-, ja ligefrem menneskevenligt, men problemet var, sådan som vi i Retspolitisk Forening på linje med flere andre så det, at mange borgere, herunder først og fremmest mindre ressourcestærke, ved den i lovforslaget valgte udmøntning risikerede at blive ladt i stikken.

Et af hovedpunkterne var at indføre obligatorisk brug af digital selvbetjening, hvad der imidlertid er en fravigelse fra det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt om, at der er frihed for borgeren til at henvende sig til offentlige myndigheder på den måde, som borgeren selv ønsker.

I lovforslaget var der ganske vist nogle muligheder for at blive undtaget fra pligten til at bruge digital selvbetjening, men dels var de begrænsede, dels kunne det medvirke til at indskrænke myndighedernes vejlednings- og oplysningspligt over for borgerne, så den enkelte blev ringere stillet. Ikke mindst på det sociale område.

Nu er forslaget altså trukket tilbage, og det kan tidligst blive efter valget – og en næste regering – at der kommer et nyt forsøg på udmøntning.

Indlysende begrundelse

Men begrundelsen for at opgive forslaget var så velfunderet og indlysende, at jeg synes, både justitsministeren og resten af regeringen skulle bruge og have brugt den på alle de mange andre lovforslag, som mødes med bastant og velbegrundet kritik i høringsfasen.

Det er da meget bedre end at forfalde til de usaglige hensyn, som det ellers ofte desværre er tilfældet. Som for eksempel ved ophævelsen af forbuddet mod privat brug af peberspray og ved forslaget om at reducere brugen af betingede domme med samfundstjeneste ved voldsforbrydelser, så "ofret ikke skal risikere at møde voldsmanden på gaden dagen efter".

Det forstår jeg godt, at ethvert offer ønsker, men der er aldrig afsagt nogen dom om samfundstjeneste dagen efter forbrydelsen, så det argument var noget sludder.  

Næh, lad i stedet dette strejf af sund fornuft fortrænge usagligheden og ensidigheden, så love kommer til at "tiene alle mens gafn", som fyndordet malet på en af væggene i Folketingets vandrehal inde på Christiansborg lyder.