Åbenhed i styringen af vores samfund er et klassisk problem i dansk politik. Både i lovgivningsprocessen og i forvaltningen af reglerne er vi langt mere lukkede end for eksempel vore nordiske naboer.

De to partier, der blev størst ved valget, Socialdemokratiet og Venstre, har gennem tiden været de mest tilbageholdende med åbenhed og indsigt.

Revision af offentlighedsloven stod ellers på lovprogrammet for den netop afgåede VLAK-regering, men blev hvert år udskudt og er til sidst her i foråret helt opgivet. Ressortministeren, det vil sige den minister, der havde ansvaret for området, var justitsministeren, den konservative partileder Pape. Et af de valgløfter, han havde givet i 2015, var ellers mere indsigt i den såkaldte ministerbetjening, som ydes af embedsværket i lovgivningsanliggender.

Et andet af de spørgsmål på området, der trænger sig på, er afhøring i Folketinget af embedsmænd under vidneansvar.

Som det gælder for god lovgivning, at forudsigelighed og gennemsigtighed er grundliggende principper i et demokrati, så er åbenhed omkring beslutningsprocesserne i forvaltningen af reglerne af tilsvarende betydning.

Kampen har efterhånden raset i mange årtier. Husk bare vanskelighederne for 20-30 år siden med at få indført offentlig adgang til myndighedernes postlister, så journalister og andre interesserede borgere kunne følge med i, hvad der skete i for dem relevante sager.

Denne i international sammenhæng enestående lukkethed kan være forklaringen på meget af den mystik og baggrunden for mange spekulative teorier, som omgiver en række hændelser lige fra nedstyrtningen af det amerikanske bombefly ved Thulebasen, M/S Hans Hedtoft-forliset og branden på færgen Scandinavian Star til Tibet-sagen og den afgåede integrationsministers ageren i sagerne med de asylsøgende "barnebrude".

Min vurdering er, at vores meget restriktive offentlighedsregler har bidraget til at indkapsle disse forløb og dermed hindre den klarlæggelse af realiteterne, som er nødvendig for enten at gøre endeligt op med myterne eller for at foretage placering af ansvar og sanktionering og for at hindre gentagelser af eventuelle fejl.

De to partier, der blev størst ved valget for et par uger siden, Socialdemokratiet og Venstre, har gennem tiden været de mest tilbageholdende med åbenhed og indsigt i de her spørgsmål. I den almindelige debat har forklaringen været, at de er netop de partier, som oftest har stået for regeringsledelsen. Valget gav dem tilsammen 91 mandater, hvorved de jo i fællesskab vil kunne blokere for en mere åben og liberal lovgivning på området. Men hvad med "Danmark for folket" og "Venstre – Danmarks liberale parti"?

Det ville være klogt, om de tre partier, Radikale, SF og Enhedslisten, under deres igangværende forhandlinger med Socialdemokratiet gav et vink med en vognstang om, at det kan blive fatalt bare at lade lukketheden fortsætte.