"Er det rigtigt, at der er kommet en sær lov, der forbyder besøg i fængslerne?"

Sådan skrev et familiemedlem til en af mine frihedsberøvede klienter i går til mig.

Som alle kan se, er der en lang række skønsmæssige begreber i denne afvejning. Eller med andre ord en masse elastik i vurderingen.

Jeg måtte maile tilbage til ham, at der rigtigt nok nu er vedtaget en særlov, der kan føre til indgreb i fængsledes ret til at modtage familiebesøg, herunder også dem, der overvåges af politifolk. Det gælder også ægtefæller og børn. Kontakten må i stedet klares per telefon, eventuelt med medhør, så der ikke bliver udvekslet oplysninger om den forestående straffesag.

Som ved de mange særlove, der vedtages i disse uger, er baggrunden jo som bekendt de sundhedsmæssige hensyn, myndighederne med Folketingets godkendelse har fundet nødvendige at tilgodese.

Nødret

Nødrettten påkaldes, og det er sandt nok en meget speciel og tvingende situation, vi befinder os i. Epidemiloven blev skærpet i forhold til den, der havde været gældende i mange år, og både dens indgreb i borgernes rettigheder og de vedtagne stramninger i flere andre bestemmelser, blandt andet i straffeloven, er i hvert fald formelt i overensstemmelser med de overordnede krav, som gælder blandt andet i Den europæiske Menneskerettighedserklæring for indgreb i for eksempel den personlige integritet, familien samt forsamlings-, forenings- og ytringsfriheden.

Det betyder, at hvis hensynet til befolkningens sundhed blandt flere andre ting som statens sikkerhed og den offentlige ro og orden kræver det, kan der ved lov i et demokratisk samfund hjemles indgreb, hvis de er af midlertidig karakter og proportionale, det vil sige ikke er mere vidtgående end formålet kræver det.

Som alle kan se, er der en lang række skønsmæssige begreber i denne afvejning. Eller med andre ord en masse elastik i vurderingen.

På kompromis

Ligesom diskussionen har kørt i spørgsmålet om tilstrækkelig evidens i de sundhedsmæssige overvejelser om nytten af at lukke landegrænser og store dele af samfundet ned, er det helt afgørende at kræve en nøgtern analyse af, om de gennemførte indgrebsbeføjelser overhovedet tjener og fremmer de hensyn til inddæmning og kontrol af covid-19 epidemien, som påkaldes.

I udgangspunktet gik regeringen på centrale punkter i sine forslag på kompromis med nogle af de retssikkerhedsmæssige hensyn, som også nødretslove ellers bør indeholde. For eksempel med hensyn til kravet om indhentelse af en dommerkendelse for, at politiet kan trænge ind i private hjem for at kontrollere, hvor mange mennesker der er forsamlet dér. Det blev der dog trods alt repareret på under folketingsbehandlingen.

På andre punkter hev Folketingets flertal desværre den modsatte vej og ændrede i forslagene, så for eksempel udlændingepolitiske stramninger blev tilføjet, selv om der ikke var nogen som helst sundhedsmæssige aspekter i dem.

Dobbeltmoral

Oven i det hele nåede dobbeltmoralen endnu en gang nye højder.

Regeringen gik sammen med andre EU-lande, fortrinsvis andre nordlige og vestlige, i en fuldtonende fordømmelse af partnerlandes regeringer, som misbruger bekæmpelsen af epidemien til at tiltage sig diktatoriske beføjelser til skade for retsstaten og deres befolkningers retssikkerhed.

Selv om der ikke er nøjagtig adresse på kritikken, er det mellem linjerne og af hele sammenhængen klart for alle, at erklæringen sigter på Ungarns premierminister Orban, som jo længe har ”ligget til for hug”, også i forhold til sine konservative gruppefæller i Europaparlamentet.

Orban har med kvalificeret flertal i sit parlament fået tildelt vidtgående beføjelser til at lovgive ved dekret. Vi får se, om ikke hans indgreb i store træk vil blive af samme karakter som dem, der nu er gennemført ved bekendtgørelser udstedt her i landet af sundhedsministeren, justitsministeren og så videre med hjemmel i hastevedtagelserne i Folketinget af ”sære love”.

Danskerne

Den ubændige form for nationalisme, Orban står for i sit Ungarn, er allerede blevet normen her i landet, hvor selv ellers overbeviste supereuropæere, af visse betegnet som flommeeuropæere, eller internationalister i almindelighed nu alle taler om ”danskerne”. Selv de mest ”kulturradikale medier” har helt skiftet ord som befolkningen, folk, mennesker eller personer ud med ”danskerne”, også selv om det forvrider korrekt formidling af nyheder om for eksempel antallet af smittede, indlagte, helbredte og døde i Danmark.