Kooperativer, socialøkonomi og lokale betalingssystemer har siden finanskrisen fået en renæssance. Alligevel er en del på venstrefløjen skeptiske over for ”socialistiske iværksættere”, der bruger tid og kræfter på virksomhedsdrift, snarere end for eksempel at bygge en stærk fagbevægelse, stå for større kollektive mobiliseringer etc.

En hel underskov af socialøkonomiske virksomheder er ved at spire frem, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det kan føre til.

Men der behøver ikke nødvendigvis være en modsætning, måske kan de endda give hinanden gensidig inspiration.

Hvem skal skumme fløden?

Da Argentina gik bankerot i 2001, gik en bølge af fabriksbesættelser hen over landet, hvor medarbejdere overtog en række konkursramte virksomheder. Det er veldokumenteret, hvordan mange af disse firmaer dels blomstrede op igen, dels fik brugt medarbejdernes potentiale langt bedre og med et langt bedre arbejdsmiljø. For uden eksterne ejere til at kræve en del af overskuddet, vil medarbejderne typisk pløje pengene tilbage, for eksempel til køb af nyt maskineri, videreuddannelse osv. Desuden vil de tilstræbe netop balance, så de kan holde til at arbejde over et langt arbejdsliv.

Det samme ses i Spanien, hvor medarbejderejede virksomheder i navnlig Baskerlandet og Catalonien i langt højere grad end traditionelle firmaer har klaret krisen. Mange kooperativer har endda ekspanderet, så for eksempel den baskiske Mondragon-føderation er regionens største arbejdsgiver med over 70.000 medarbejder-ejere, fordelt på over 100 enkeltvirksomheder med hver deres årlige generalforsamling etc. Føderationen har også et omfattende og selvorganiseret social- og sundhedssystem, som medarbejderne nyder godt af.

Virksomheder med et socialt formål

Mens kooperativer er defineret af ejendomsretten og baseret på andelseje blandt medarbejderne, findes der også en række andre virksomhedsformer. Ikke mindst socialøkonomiske virksomheder, hvis hovedformål eksempelvis kan være jobs til udsatte borgere, finansiering af grønne projekter eller lignende. Eksempler kan være danske Bybi i København, hvor hjemløse engagerer sig i bæredygtig honningproduktion, eller teleselskabet GreenSpeak, der fast donerer virksomhedens overskud til danske humanitære organisationer osv. En hel underskov er ved at spire frem, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det kan føre til.

Den tyske marxist Rosa Luxemburg skrev en gang om alternative virksomhedsformer, at de var ”små enheder af socialiseret produktion inden for kapitalismen”, som hverken var i stand til at omforme de rådende produktionsforhold eller havde nogen særlig udsigt til at overleve.

Historien har vist, at de faktisk kan drive det vidt, både i form af jobskabelse, men også ved at vise, hvordan kortsigtet profitjag langt fra behøver at være normen.