Alt fra ufaglærte til it-specialister og akademikere oplever i disse år, at robotter, kunstig intelligens og andre former for automatisering afskaffer ellers veletablerede jobfunktioner. For nogle er truslen kortsigtet, idet de gamle arbejdsopgaver fordufter – men for andre er den også langsigtet, idet det ikke er alle, der uden videre kan blive softwareudviklere, robotforskere osv.

Teknologier og arbejdsløshed er langt fra upåvirkelige naturlove, men udtryk for konkrete beslutninger og prioriteringer.

Alligevel er der grund til at slå koldt vand i blodet, især når de mest ihærdige teknologifantaster folder sig ud. For det er ikke noget nyt, at teknologi omformer hele samfund eller brancher, når særlige arbejdsfunktioner bliver overflødiggjort. Ligesom det heller ikke er nyt, at arbejdsløshed kan imødegås af alt fra omskoling og videreuddannelse til justering af arbejdstid eller af jobskabelse inden for andre sektorer. For teknologier og arbejdsløshed er langt fra upåvirkelige naturlove, men udtryk for konkrete beslutninger og prioriteringer.

I en del af retorikken omkring "jobløs fremtid" er det en grundtanke, at lønarbejde er et eftertragtet og knapt gode. Over for dette står fagbevægelsens rationale, hvor arbejde er udgangspunktet for al værdiskabelse, men at kun en vis andel af alt arbejde er lønnet. Herunder at overskuddet i dag kun går til en lille gruppe ejere af virksomheder og kapital. I følge denne optik er det ejerne, der skylder noget til lønarbejderne – ikke omvendt. Dem, der faktisk producerer værdierne, skal blot være bevidste om det og søge indflydelse derefter:

For det første er teknologi grundlæggende kun redskaber, der til syvende og sidst er afhængig af mennesker, f.eks. til at håndtere uforudsete situationer og tænke kreativt. Altså skal der mennesker til at både udtænke, implementere, oplære i, bruge, fejlrette og vedligeholde alt fra robotter til nye it-systemer – ligesom f.eks. omsorgsfunktioner og elementær menneskelig nærhed ikke bare kan afskaffes eller erstattes. Mennesker vil aldrig blive overflødige for andre mennesker eller for samfundsøkonomien som sådan. Det er her, potentialet for ny forhandlingsmagt ligger.

For det andet er teknologier ikke blot noget, der sker, men noget, der udvikles, vælges og som man kan stille krav til. F.eks. om minimering af tunge løft sammen med ensidigt rutinearbejde, snarere end blot hurtigere rapporter til ledelsen eller at producere varer, der giver størst mulig profit frem for længst mulig holdbarhed hos brugerne.

For det tredje er også netop beslutningsmagt påvirkelig. Hvis de arbejdende begynder at kræve indflydelse og organiserer sig derefter, vil det kunne mærkes af ejerne. Og det hele starter med at spørge, hvem der faktisk skaber værdierne – og hvem der så har ret til at bestemme.