En lang række lokale fagforeninger har rejst en bevægelse med krav om at skrotte budgetloven, der i dag lægger restriktive rammer for den offentlige økonomi i både stat, regioner og ikke mindst i kommunerne.

Den nuværende socialdemokra-tiske regering har endnu ikke meldt ud, hvad den mener om budgetloven og eventuelle ændringer.

Budgetloven, der skal revurderes inden sommer, er med god grund blevet forbundet med en meget stram økonomisk styring og forringelserne af den offentlige velfærd samt arbejdsforholdene for de offentlige ansatte gennem de seneste år. Lovens regler var derfor også indirekte til debat i forbindelse med overenskomstkampen i 2018, hvor de offentligt ansatte sammen kæmpede mod yderligere forringelser af velfærden og deres arbejdsvilkår. 

Det var den tidligere socialdemokratiske regering under Helle Thorning-Schmidt og med Mette Frederiksen som minister, der indførte budgetloven sammen med et stort flertal i Folketinget, som følge af at Danmark blev tilsluttet EU's finanspagt.

Den danske budgetlov er imidlertid væsentlig mere restriktiv, end EU kræver, både i forhold til hvor stort underskuddet må være samt i forhold til fleksibiliteten fra år til år. 

Mere konjunkturdæmpende

Den nuværende socialdemokratiske regering har endnu ikke meldt ud, hvad den mener om budgetloven og eventuelle ændringer, men den socialdemokratisk prægede fagtop taler nu for ændringer – dog stadig indenfor finanspagtens rammer. De gør det blandt andet med henvisning til de store konsekvenser, som økonomiske kriser har for både landets økonomi og for de enkelt personer, der bliver ramt, og hvor ufaglærte er mest udsatte.

Fagbevægelsens hovedorganisation, FH, og de store industriforbund ønsker, at den økonomiske politik skal være mere konjunkturdæmpende, så kriser bliver modvirket af øget offentlig aktivitet. Altså en økonomisk politik der minder om tiden før krisen i halvfjerdserne.

Siden Anker Jørgensen og Socialdemokratiet opgav regeringsmagten i starten af firserne – blandt andet på grund af dårlig økonomi under fastkurspolitikkens sammenbrud – har Socialdemokratiet reelt ikke haft et alternativ til den liberale økonomiske politik.

Et grelt eksempel er netop Socialdemokratiet under Thorning-Schmidt, der gik til valg i 2011 for et kursskifte i den økonomiske politik, men hvor partiet alligevel valgte at videreføre Venstres liberale økonomiske politik sammen med SF og De Radikale. Og det på trods af at landet var i den værste økonomiske krise siden halvfjerdserne.

Begyndende opbrud

De økonomiske vismænd har i deres efterårsrapport gennemgået, hvordan budgetloven har fungeret økonomisk, og vurderet, hvilke muligheder der er for ændringer. Heri har de store fagforbund og arbejdsgiverne også givet deres vurdering af rapportens emner og herunder budgetloven. Og der er et begyndende opbrud med EU's restriktive økonomiske politik.

Den mest markante kritik af vismændenes rapport kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, der direkte kritiserer vismændene for, at de i deres rapport udelukkende har taget udgangspunkt i, “at Folketinget fortsat ønsker at implementere finanspagtens krav til den strukturelle saldo i dansk lovgivning”.

AE har selv påvist, at “systematiske offentlige underskud er ikke en væsentlig risiko i Danmarks tilfælde – heller ikke uden budgetloven.” AE henviser derudover til forskning, der viser, at Danmark ikke bør “have regler for den offentlige saldo”, fordi saldokrav begrænser muligheden for at stimulere økonomien i krisetider og håndtere midlertidige økonomiske stød via den offentlige gæld i en tid med negative renter.

En hjørnesten

Finansministeriet, Nationalbanken og de fleste arbejdsgiverforeninger er tilfredse med budgetloven i dens nuværende udgave. “DA anser budgetloven 2013 som en af hjørnestenene i den økonomiske politik” og konkluderer, at revisionen “bør derfor ikke føre til ændringer, som svækker den finanspolitiske disciplin, som loven har skabt.”

I modsætning hertil taler Finans Danmark reelt også for, at Danmark kan klare sig uden finanspagtens regler, og stiller ovenikøbet også spørgsmålstegn ved reglerne i EU's vækst- og stabilitetspagt, som er formuleret i en tid, “hvor vækst, renter og inflation var væsentligt højere end i dag”.