Uligheden i Danmark har været kendt som lav set i en international sammenligning. Det billede er imidlertid under kraftig forandring.

Det er ikke bare en følge af Løkke-regeringens seneste nedskæringer, men det er en udvikling, der har fundet sted over de seneste 30 år, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

Siden 1985 har de rigeste ti procent således øget deres disponible indkomst med over 100 procent. 

Udviklingen i form af øget ulighed i Danmark tog fart fra 1995, hvor der begyndte at komme gang i økonomien, og hvor den del af økonomien, der spekulerede i prisstigninger på huse, aktier og andre værdipapirer, voksede markant.

Til at måle uligheden bruger AE den såkaldte Gini-koefficient, der fortæller hvor stor en del af indkomsterne, der skal omfordeles fra rige til fattige for at få en helt lige fordeling af indkomsterne.

I perioden fra 1985 til 1995 steg uligheden svagt fra 21 til 22 procent, der skulle omfordeles. I dag er den derimod helt oppe omkring 27-28 procent, hvilket er på niveau med Østrig og Ungarn.

Det er specielt de ti procent med de højeste indkomster, der har skummet fløden. Siden 1985 har de rigeste ti procent således øget deres disponible indkomst med over 100 procent. De ti procent næst rigeste har øget deres med 68 procent, mens de ti procent fattigste kun har øget deres indkomster med knap 40 procent.

Analysen viser også, at uligheden falder i krisetider, hvor de rige ofte mister værdier på deres spekulative investeringer. Til gengæld sker rekonstruktionen af økonomien på de fattiges bekostning, så uligheden efterfølgende øges til nye højder.

Det var tilfældet både i forbindelse med Nyrups genopretning i midten af halvfemserne, med Foghs økonomiske politik efter dot.com boblen omkring år 2000 og senest igen efter krisen i 2008-2009.

Specielt de seneste års krisepolitik har været hård ved de lavest lønnede, der ikke alene har mistet indkomst i forhold til andre grupper i samfundet. De har faktisk over de seneste ti år haft en real nedgang i deres rådighedsbeløb ifølge AE rådet.

Udviklingen står i skærende kontrast til de nye FN-mål for bæredygtig udvikling. Heri anbefaler FN, at uligheden mindskes, samt at indkomsten for de 40 procent med de laveste indkomster stiger mere end for hele befolkningen.

Økonomer hos OECD og Valutafonden har på samme niveau anbefalet at øge indkomsterne for de fattigste, fordi det samtidig vil øge væksten i den samlede produktion.

Krisepolitikken afspejler imidlertid den måde, som de store danske virksomheder generelt er kommet ud af krisen på. De har skåret omkostningerne ind til benet ved at fyre og rationalisere. I takt med at mange lønninger falder, øger virksomhederne presset for at de sociale ydelser til de fattigste også nedsættes.

En analyse af de 1000 største danske virksomheder målt på deres årlige salg viser, at de samlet set siden 2009 har øget deres salg med 22 procent og blot øget antallet af ansatte med otte procent, mens de har tredoblet nettoresultatet efter skat til samlet 129 milliarder i 2014.