27 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Patenter skaber monopolprofitter

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 23. november, 2018, 07:00:35

Patenter skaber monopolprofitter

Årsagen til Novos store overskud er deres patenter, som giver dem monopol på medicinen, og de udnytter monopolet til at opkræve priser, der langt overstiger omkostningerne ved at fremstille deres produkter.

En markedsstruktur, hvor du har to aktører, er på mange måder en god markedsstruktur.

Sådan vurderende Lars F. Jørgensen, Novos administrerende direktør, konkurrencevilkårene for et af Novos nye vækstprodukter, da han i starten af november fremlagde regnskab for tredje kvartal 2018. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem det er godt for?

Ud af omsætningen på knap 27 milliarder kroner har Novo på tre måneder et overskud efter skat på godt ni milliarder kroner.

Novo har én stor konkurrent på verdens største marked for medicin i USA, Eli Elly. Novo-direktøren understregede, at de to aktører heldigvis ikke konkurrerer på priser, men på den medicinske effekt.

Det afspejler sig også i Novos regnskaber. På trods af en mindre tilbagegang i tredje kvartal tjener Novo stadig styrtende med penge. Ud af omsætningen på knap 27 milliarder kroner har Novo på tre måneder et overskud efter skat på godt ni milliarder kroner, hvilket er mere end hver tredje krone af salget.

I år har Novo samtidig fyret 1300 ansatte for at kunne holde udviklingen i overskuddet. Novo har gennem de sidste fem år forrentet sin egenkapital med over 60 procent, og det er efter, at udgifter til forskning er betalt.

Stort set hele overskuddet sender Novo hvert år tilbage til aktionærerne.

Årsagen til Novos store overskud er deres patenter, som giver dem monopol på medicinen, og de udnytter monopolet til at opkræve priser, der langt overstiger omkostningerne ved at fremstille deres produkter.

Novo er ikke alene om at udnytte deres patenter – tværtimod.

På verdensmarkedet går udviklingen i retning af, at de traditionelle handelshindringer som toldsatser og kvoter bliver fjernet, men til gengæld stiger de såkaldte immaterielle forhindringer som patenter, konkluderer FN i sin rapport om handel og udvikling fra 2018.

FN-rapporten konkluderer også, at stigningen i de immaterielle barrierer fordrejer konkurrencen, øger virksomhedernes dominans og fremmer monopolafkast, samt at udviklingen bliver fremmet af national lovgivning og de internationale "frihandelsaftaler".

EU's patentdomstol og handelsaftalen mellem EU og Canada, CETA, er eksempler på institutioner og aftaler, der fremmer denne udvikling – efter ønske fra de store virksomheder.

Når Trump ikke vil indgå en aftale om TTIP, er det ikke for at imødegå denne udvikling. USA går tværtimod i spidsen for at udvide de intellektuelle rettigheder. Det gælder både med hensyn til, hvad der kan patenteres, og hvor længe patenterne skal gælde samt med forslag om at øge straffen for at overtræde dem.

Resultatet af denne udvikling er, at de store virksomheder får magt til at hæve deres priser i forhold til deres produktionsomkostninger og i forhold til, hvad de ansatte får, viser en rapport fra IMF om udviklingen fra 1980 til 2016 med data fra 74 lande.

I USA tjener kun 30 store selskaber i dag halvdelen af alle offentligt tilgængelige virksomheders indtjening, og de 100 største virksomheder tilegner sig 84 procent.

Nyeste blogindlæg