”Hvor er solidariteten blevet af?”  

Sådan spøger Jann Sjursen i Arbejderen onsdag med henvisning til de stadig ringere levevilkår, som skiftende regeringer byder de udsatte grupper i samfundet.

Kampen for større solidaritet hænger sammen med kampen mod øget individualisering og for mere kollektiv velfærd.

Samfundets manglende solidaritet med de udsatte udvikles sammen med presset mod en øget individualisering af samfundet, som det kommer til udtryk i forbindelse med øget egen opsparing til pensionistlivet.

Da regeringen og Dansk Folkeparti, DF, i sidste uge indgik en aftale om ændringer i pensionerne understregede de, at det er ”en vigtig forudsætning for et robust og retfærdigt pensionssystem”, at alle sparer op til sin egen pension.

Regeringen og DF anser systemet for robust, når systemet kører uden om staten og dens budget, men dermed også uden om den politiske dagsorden.  Dermed bliver spørgsmålet om, hvad du får i pension, mere dit eget ansvar. Øget egen betaling betyder samtidig, at indkomsten i pensionsalderen i højere grad kommer til at afspejle din indkomst i arbejdslivet. Dermed bevares ulighederne i arbejdslivet også i pensionsalderen.

Set ud fra en samfundsmæssig synsvinkel er den individuelle pensions opsparing hverken robust, fornuftig eller solidarisk.

Sidste år vurderede Skat, at der var opsparet 3700 milliarder kroner i pensioner, hvoraf cirka 1400 milliarder er udskudt skat, fordi langt hovedparten af indbetalingerne var fritaget for skat, da de blev indbetalt. De skal først beskattes, når pensionerne udbetales.

Pensionspengene bliver investeret på linje med anden overskudskapital i virksomhedernes aktier verden over og i obligationer, der blandt andet finansierer de stigende boligpriser i storbyerne.  Dermed er pensionsopsparingen med til at føde de spekulative bobler i økonomien. Det gælder også for den andel, som er udskudt skat.  

Det er reelt skattepenge, som løbende bliver taget ud af årets offentlige budgetter. I stedet for at blive investeret i en samfundsnyttig omstilling og i mere velfærd, bliver skattekronerne stillet til rådighed for pensionskassernes i hovedsiden spekulative investeringer.

Stigende aktiekurser og boligpriser giver imidlertid ikke en større samfundskage i fremtiden, men det betyder, at dem, der vinder på deres spekulationer og de stigende huspriser, får et pengemæssigt krav på en større andel af kagen på bekostning af dem, der skal leve af arbejdsindkomsten.

Pensionskasserne er som private kapitalfonde under pres for at skabe så stor en forretning af kapitalen som muligt. Det betød, at de op til finanskrisens udbrud i 2008 deltog med kapital i udenlandske fondes opkøb, fyringer og udsalg af virksomheder med kortsigtet profit for øje.

Kampen for større solidaritet hænger sammen med kampen mod øget individualisering og for mere kollektiv velfærd, som folkepensionen er et udtryk for.