Den danske regering forventer et underskud på det samlede offentlige regnskab på 160 milliarder kroner i 2020 og 43 milliarder kroner næste år.

Når pengene bliver pumpet ud i det finansielle system, er det først og fremmest de rige med overskud i økonomien, der får adgang til de ekstra penge. 

De store underskud er en direkte følge af coronakrisen og de foranstaltninger, der er blevet iværksat for at afbøde de økonomiske konsekvenser af nedlukningen i Danmark. Den danske stat skal derfor låne ekstra 202 milliarder for at lukke hullet.

Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse fra maj 2020.

I forbindelse med fremlæggelsen af redegørelsen lovede finansminister Nicolai Wammen alligevel, at det såkaldte økonomiske råderum i Danmark stadig er stort nok til, at landet kan udbygge den offentlige velfærd i takt med, at der bliver flere ældre og flere børn.

Hvordan hænger det sammen med den markant større danske statsgæld?

Stram økonomisk politik

For det første er der forskel på at udbygge den velfærd, vi har i dag, til at dække endnu flere danskere og på at gøre den offentlige service endnu bedre og løfte den efter de mange år med skrabede budgetter.

De netop overståede økonomiaftaler med kommuner og regioner viser, at regeringen fortsat forfølger den stramme økonomiske politik, der ligger i budgetslovens rammer, og som skiftende regeringer har forfulgt i flere år.

Det er en af årsagerne til, at den offentlige sektor i Danmark normalt kører med overskud. I 2019 var overskuddet på hele 85 milliarder kroner på trods af, at der var et stort behov for at udbygge den offentlige service.

For det andet har Danmark en god kreditværdighed på det internationale lånemarked, så finansfolk forventer, at Danmark kan låne milliarderne til meget lave renter og måske endda negative renter, som det skete op til udbruddet af coronakrisen.

Det vil sige, at den danske stat får penge for at opbevare pengene fra långiverne. Helt ligesom det er tilfældet i de fleste danske banker i dag for store beløb, der er indsat.

For det tredje forventer regeringen, at den danske og internationale økonomi hurtigt vil komme til at ligne økonomien før coronakrisen.

Sker det ikke, vil den danske økonomi stå i en anden situation.

Valutahierarkiet

Normalt bliver stor gældsætning forbundet med tab af politisk selvstændighed på grund af krav om liberaliseringer og åbning af økonomien for private investorer, der mangler muligheder for at investere deres overskudkapital i givtige projekter.

Skiftende danske regeringer har dog allerede tilpasset den danske økonomi løbende i den retning siden starten af firserne, og det er primært de svageste økonomier, der mærker presset.

Der er også stor forskel på, hvor meget landene afgiver af suverænitet. Det afgørende er landenes placering i det internationale valutahierarki. Er landets valuta efterspurgt på det internationale marked?

Efter finanskrisen pumpede USA og Storbritannien samt senere euroområdet penge ud i det finansielle system, ved at nationalbankerne opkøbte deres egne regeringers statsobligationer. De opkøbte ovenikøbet også en del obligationer, som private virksomheder havde udstedt, hvilket gjorde, at virksomhederne fik tilført kapital til lave renter.

Konsekvensen har været, at mængden af overskudskapital blot er blevet endnu større globalt set.

Penge til det finansielle system

Hvis pengene var blevet pumpet ud til forbrug, ville efterspørgslen stige og dermed også priserne på varerne. Det ville fremme inflationen.

Når pengene bliver pumpet ud i det finansielle system, er det først og fremmest de rige med overskud i økonomien, der får adgang til de ekstra penge. Det er derfor kun i begrænset omfang, at de bliver omsat i øget forbrug. Derimod bliver pengene investeret i stigende priser på det, man kalder aktiver som ejendomme og aktier, samtidig med at renten forbliver meget lav, når investorerne føler, de er sikre på at få lånet betalt tilbage.

De store prisstigninger på værdier betyder, at det at eje bliver mere givtigt end det at skabe værdier gennem arbejde. Uligheden i samfundet øges både i forhold til indtægt men især i forhold til formue.  Det sker både internt i de store valutalande, men især i forhold til de fattigere lande, der ikke har sådanne muligheder.

Her under coronakrisen sker det samme igen. USA har verdens klart dominerende internationale valuta, som resten af verden bruger til at købe varer og optage lån i. USA pumper igen penge ud i det finansielle system, ved at centralbanken opkøber obligationer fra regeringen og afgørende virksomheder i krise.

Fordi dollaren er betalingsmiddel i den internationale økonomi, overfører USA omkostningerne fra dens egen genopbygning til resten af verdens lande, der bruger dollaren.