OK13 er næsten i hus – så hvad skal jeg nu mene?

Det er tidligt lørdag morgen, kaffen er nylavet, da der tjekker en mail ind. Der står, at OK-parterne er nået til enighed om et meget smalt forlig.

Et forlig der desværre IKKE reallønssikrede sygeplejerskerne. Et forlig, hvor der er blevet afværget mere end vundet. Et forlig, hvor sygeplejerskernes normperiode ikke er blevet forlænget, hvor man trods alt stadig har betalt frokost, og hvor vores ledere fortsat har muligheden for at vælge en talsperson. Forliget bærer altså tydeligt præg af, at Danmark er i krise. Det har været hårde og svære forhandlinger.

Og det er lige præcis ordet forhandlinger, jeg vil holde fast i. For hvad er det, der gør, at jeg skal stemme for dette meget spinkle forlig – det reallønssikrer jo ikke en gang mig som sygeplejerske?

Det er ordet forhandlinger!

I 114 år, det vil sige længe, førend jeg blev født, har det været en tradition, at fagforeninger og arbejdsgivere forhandler. Den tradition har resulteret i langtidsholdbare og solide løsninger for det danske arbejdsmarked og medarbejdere. Det skal vi værne om.

Forhandlingens vej skal anerkendes

Vi har i disse overenskomstforhandlinger set tendenser, som har gjort mig alvorligt bekymret. Præcis fordi det er selve den danske model, man udfordrer. Lige præcis her bliver det afgørende for mig!

Hvis jeg skal stemme for dette forlig, set i lyset af den svære situation vi står i, så skal jeg have en forvisning om, at der er en lyst og dyb respekt for, at de resultater, vi ikke kunne nå ved det centrale bord, nogle steder kan og skal forhandles lokalt. Jeg skal være overbevist om, at der reelt er muligheder og vilje, og at det er en vej, der bliver anerkendt!

Det er kun når begge parter sætter sig om et rundt bord, ikke firkantet, hvor man sidder i hver sin ende og råber, men rundt for samtalens skyld, at de gode, solide løsninger og ideer med visioner findes. Der er ikke tradition for i Danmark, at man trækker løsninger eller reformer ned over hovedet på medarbejderne og ensidigt dikterer, hvordan verden skal se ud.

Jeg skal være overbevist om, at forhandlingens vej bliver anerkendt, og at der reelt er muligheder og vilje til at finde fælles løsninger, hvis jeg skal stemme ja til et smalt forlig.

Lad os bare tage et meget relevant emne som overbelægning på sygehusenes medicinske afdelinger. Patienterne ligger i lag på gangene. Det er en situation, vi hverken ønsker at byde patienter, pårørende eller medarbejdere. Det er uværdigt. Det er trist.

Forslag til sundhedsministeren

Det er så meget mere utroligt, at man så mødes af en sundhedsminister, der mener, at patienterne bare skal hjem og passes. Hvor er invitationen til at høre parterne, om der findes andre løsninger?

Hvis jeg var sundhedsminister, havde jeg inviteret patientforeningen, sygeplejerskerne, lægerne og kommunerne til et møde mandag morgen. For at drøfte, handle og SAMMEN finde løsninger.

Ingen har løsningerne for udviklingen i vores komplekse samfund alene. Det er det, jeg vil sige, hvis jeg skal stemme Ja til dette meget smalle forlig! Jeg ser tydelige tegn fra alle sider og på alle niveauer på, at vi alle ønsker at bevare og benytte den danske model - ikke kun som en forstokket, gammeldags idé, men udsprunget af, at: Èn plus én giver mere end to.

Det er i mødet og dialogen, at vi finder de langtidsholdbare og solide løsninger som gavner alle. Lad dette også være en opsang til de næste forhandlinger i 2015, og til dem, som starter lokalt i morgen et sted i Danmark.