45 millioner. Så meget skal Herlev/Gentofte Hospital spare nu og her. Hvorfor? Direktionen peger på stigende udgifter til især den dyre cancermedicin. Det er et megastort problem, når medicinudgifterne koster. Medicin er dyrt at udvikle, fremstille og købe ind, og udgifterne til medicin er en uberegnelig størrelse i et trængt sundhedsvæsen, hvor effektivitet og stram økonomistyring har højest prioritet.

Det gode svar på budgetudfordringer er ikke, at man vælger at skære i antallet af medarbejdere og stillinger.

Løsningen ligger lige for: Hold medicin ude fra hospitalernes budgetter og placer udgifterne i statens regi med overordnet styring. Ganske vist peger nye tal i retning af faldende medicinudgifter, men det dækker over store prisudsving i typen af medicin. Nogle former for cancermedicin er ekstremt dyre. Derfor har Herlev-Gentofte hospital, som behandler mange cancerpatienter, store udgifter til medicin.

Bedre styring og øget differentiering ville gøre det lettere at skille skæg fra snot i besparelserne. For efter faste årlige effektiviseringer på to procent, utallige sparerunder og budgettilpasninger er der efterhånden kun et sted, arbejdsgiverne kikker hen, når der skal findes flere penge: Lønsummen, det vil sige antallet af medarbejdere og af stillinger. Men det giver så meget uro og vrede mod systemet, når medarbejderne bliver ramt af pop-op besparelser for eksempel begrundet i medicinudgifter, som er udenfor medarbejdernes indflydelse.

Uanset angiven årsag er resultatet det samme: Færre skal løse opgaverne. Det er en konstant og kæmpestor udfordring for os som medarbejdere at være vidne til, at vi den ene dag skal være tre travle sygeplejersker på arbejde for at tage os godt af de sygeste patienter. Og dagen efter er det med et pennestrøg blevet ok, at vi kun er to til at tage os af den helt samme opgave. Lad mig i den sammenhæng lige understrege, at indlagte patienter er meget syge og har brug for kompetente medarbejdere – og nok af dem!

På sygeplejerskernes vegne vil jeg gerne sige, at de ikke kan løbe stærkere. Derfor er det gode svar på budgetudfordringer ikke, at man vælger at skære i antallet af medarbejdere og stillinger. Heller ikke selvom stadigt bedre medicin kan gøre meget. Nogen skal jo give den hjælpsomme medicin til patienterne i korrekt mængde og til rette tid. Og kravene til medarbejderne bliver ikke mindre i form af dokumentation, inddragelse, kommunikation, ny IT, fortsat effektivisering osv.

Min opfordring til regionen er at blive bedre til at styre variable udgifter som medicin mere præcist i stedet for at putte alt under samme hat og konkludere med en grønthøster ud fra en forsimplet bundlinje. Det skal kunne lade sig gøre. For medarbejderne er det en kerneopgave at prioritere og holde fokus på kvalitet og patientsikkerhed imens. Det er uacceptabelt, at konsekvensen bliver, at ledelsen skal vælge mellem piller og personale.