Østre Landsret har i dette efterår behandlet den erstatningssag, som jeg på vegne af 17 forhenværende statsløse danske palæstinensere med fri proces i 2011 har anlagt mod blandt andre Integrationsministeriet. Kravene går ud på betaling af tort og erstatning for tab, blandt andet ved ulovligt af have afskåret de dagældende børn og unge fra at tage uddannelser, forhindring i at kunne rejse og en del andre alvorlige konsekvenser af den ulovlige administration.

I landsretten blev det oprullet ved afhøring af blandt andre tidligere departementschef Claes Nilas, departementschef Karsten Dybvad (i Statsministeriet) og andre embedsfolk, at de ansvarlige i ministeriet direkte i ond tro havde handlet mod loven og ved administrative afslag forhindret opfyldelse af Danmarks internationale forpligtelser i forhold til de statsløse. Dansk lovgivning og FN’s konventioner om børns rettigheder og statsløse var brudt.

I landsretten blev det oprullet, at de ansvarlige i ministeriet direkte i ond tro havde handlet mod loven. 

Jo mere der kom frem under afhøringerne i landsretten, desto mere lignede sagen Tamil-sagen, hvor det i 1993 blev fastslået, at Justitsministeriet havde administreret mod loven ved at nægte familiesammenføring. Dette førte dengang til en Rigsretssag, hvorunder forhenværende justitsminister Ninn-Hansen blev straffet.

Statsløse-undersøgelseskommissionen afgav beretning i august 2015 og overlod det til ministeriet selv, om ministeriets topembedsfolk skulle pålægges disciplinærsanktioner, men i december måned 2015 udsendte ministeriet en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at dette ikke blev tilfældet, og de pågældende ansvarlige embedsfolk blot blev forflyttet uden væsentlige personlige konsekvenser. Således sluttede mange års kommissionsundersøgelser med absolut ingenting.

Her i landet har vi ved adgang til vis retfærdighed chancen for ved domstolene forsøgsvist at få sandheden åbenbaret og visse konsekvenser afmålt. Med den dom der bliver afsagt den 21. december 2016, får vi at se, hvor langt modet hos dommerne hos Østre Landsret rækker, og om det bliver nødvendigt at indbringe sagen for Højesteret som sidste instans her i landet.

Østre Landsret udsatte i sommer sagen mod sagsøgte nummer to, forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, og et retsligt efterspil i forhold til hende er også i vente.

Borgere i Danmark er således ikke henvist til kun at skulle finde sig i, at administrative krænkelser placeres i en syltekrukke hos en undersøgelseskommission, hvorefter ministeriet beslutter sig intet at foretage sig, og Folketingets flertal undlader at anlægge Rigsretssag. Så længe vi lever i en retsstat, tilkommer det også borgere selv at anlægge sag mod et ministerium og forhenværende ministre, hvis der har fundet grove overtrædelser sted af borgerens rettigheder.

På grund af sagens principielle karakter lykkedes det at få sagerne henvist til Østre Landsret som førsteinstans, hvorved Højesteret automatisk bliver den afgørende indenfor Danmarks eget retssamfund, hvis det i dette tilfælde træder i den tiltænkte demokratiske karakter som håndhæver overfor statens egne ulovligheder.