29 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Irak-tortursag - stadig uden slutdato

Blogs

Christian Harlang
Advokat (H)
Har ført en række principielle sager, blandt andet grundlovssagen om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten og Danmarks deltagelse i Irak-krigen og senest erstatningssagerne for de 23 irakiske fanger fra Operation Green Desert. Nu Juridisk Rådgiver.
Blogindlæg af Christian Harlang

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 28. marts, 2020, 07:00:35

Irak-tortursag - stadig uden slutdato

Forsvarsministeriet/Kammeradvokaten har siden begyndelsen af 2011 tabt samtlige 18 forsøg på at undgå sagen med blandt andet diverse forskellige formalitetsindsigelser, påstande om passivitet og forældelse samt afslag på fri proces.

Irakerne vandt i 2018 i Østre Landsret, men Kammeradvokaten ser nu ud til at komme igennem med en række diskriminerende ordninger hos Højesteret, i sagen som domstolene har behandlet i ni år, og som stadig er uden slutdato og år.

Siden sagsanlægget har de 23 irakere kunnet konstatere, hvilke enorme ressourcer staten har sat ind på at besværliggøre og modvirke sagens opklaring. 

Danske statslige institutioner er i Irak-tortursagen om Operation Green Desert sat under anklage og kritik i et omfang og med en alvor, der stort set kun dækkes af pressen udenfor Danmark.

Om nogle måneder er det 16 år siden, dansk militær i Basra i Irak gennemførte Operation Green Desert,  som blandt andet indebar meget voldelige tilfangetagelser af 23 civile sunniirakere og uhyggelige overgivelser til shiamilitsens torturfængsler.

Om få måneder er det to år siden, at Forsvarsministeriet af Østre Landsret blev fundet ansvarlig, ledsaget af, at nærværende klummeskriver tre dage herefter blev erklæret konkurs ud fra en begæring i en sag anlagt af en bestyrelse i en privat institution, indsat af en statslig styrelse. Herved blev jeg forsøgt forhindret i at kunne repræsentere torturofrene i Forsvarsministeriets ankesag for Højesteret, hvor de 23 nu har måttet vælge en anden advokat via den generelle repræsentation, som de har bedt mig om at fortsætte med at varetage for dem, så længe sagen skal versere i Danmark og frem til at den eventuelt skal afgøres endeligt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Siden sagsanlægget i 2011 og 2012 har de 23 irakere med stadig større undren og skuffelse i de ni år, som Danmarks Domstole har haft til at behandle deres sager, kunnet konstatere, hvilke enorme ressourcer (Forsvarsministeriets embedsværk og Kammeradvokatens nu 24 millioner kroner i salær ekskl. moms) staten har sat ind på at besværliggøre og modvirke sagens opklaring og derved deres retfærdige afslutning, som Danmark ifølge internationale konventioner er særligt forpligtet til at frembringe hurtigt og effektivt. Kontrasten mellem ord og handling er af astronomiske dimensioner.

Torturofrene har også set, at Forsvarsministeriet/Kammeradvokaten siden begyndelsen af 2011 har tabt samtlige 18 forsøg på at undgå sagen med blandt andet diverse forskellige formalitetsindsigelser, påstande om passivitet og forældelse, afslag på fri proces (indtil 2015) etc.

Forsvarsministeriet/Kammeradvokaten har hver gang tabt, millionerne er rullet ind hos Kammeradvokaten, embedsværket på overarbejde og sagens afslutning yderligere udskudt.

Deres advokat for Højesteret og jeg havde i forrige måned møde med nogle af dem et udvalgt sted i Mellemøsten. Deres aktuelle og meget forståelige store skuffelse drejer sig om, hvordan det kan gå til, at snart to år efter at Forsvarsministeriet har anket til Højesteret, kan sagen bare fortsætte og endda stort set efter samme melodi, som Kammeradvokaten i lange perioder fik Østre Landsret til at danse efter:

Favorisering af Forsvarsministeriet/Kammeradvokaten når det drejer sig om vores krav om ordentlig dokumentmæssig belysning af sagen, helt usædvanlige beskærende og handicappende vilkår for parts- og vidneførsel samt en række andre uligheder under den judicielle proces, som nu har ført til, at irakerne konkluderer, at deres sag om retfærdighed og derved dem selv som individer bliver udsat for decideret diskrimination af en art og betydning, som burde være ganske uventet under en civil retssag i Danmark.

Fortsættelse følger.