EU holder hånden over skattely
Blogs
EU holder hånden over skattely
Dem, der benytter sig af skattely, har absolut intet at frygte fra et EU, der gerne vil se ud som om, de tager problemet seriøst, men som reelt holder hånden over en lang række skattelylande.
Ly. Et positivt ord. Det er vigtigt at kunne søge ly, hvis man overraskes af kraftig regn, mens man lufter sin hund. Når bomberne falder i krigen, har mennesker brug for beskyttelse – et sted at søge ly. Det skal være muligt at søge væk og komme i ly, hvis man lever udsat og har brug for støtte. Ly lyder godt, rart og rigtigt.
Vil man et opgør med skattely, må man tage et opgør med den fri bevægelighed for kapital.
Skattely er en anden sag. Her er der tale om firmaer, der søger ly. Søger steder at gemme fortjenesten, så de ikke skal betale skat. Ikke skal bidrage til at finansiere den fælles velfærd. Når firmaer kan kanalisere store summer uden om skat, så vinder de på bundlinjen – mens alle vi andre taber.
Hvad er et skattely? Mellemfolkeligt Samvirke har denne definition: “Skattely er et land eller et område, hvor skatten er væsentligt lavere end i det land, hvor en virksomhed oprindeligt hører til. Samtidigt tilbyder skattely ofte meget lave rapporteringskrav og stor diskretion, hvorfor selskaber og velhavende personer kan skjule identitet og formuer.”
Færre penge til velfærd
Jo nemmere adgang til at unddrage sig skat – des færre penge til rådighed til alt det, vi som samfund kan synes er vigtigt. Mere skattely giver færre pædagoger til ungerne, færre varme hænder på plejehjemmene og så videre.
Når store firmaer og millionærer finder hullerne og bevidst jonglerer med tallene, så de ender med at betale ingenting eller meget lidt i skat, efterlades regningen til befolkningen og til de små og mellemstore virksomheder, der bidrager, som de skal.
Mange forestiller sig skattely lidt, som det ser ud i dårlige film: Palmer, brede sandstrande og virkelig meget sol. Og ja, den slags steder findes der skattely.
Ser man på EU's liste over skattelylande, rummer den netop den slags destinationer: Amerikansk Samoa, Anguilla, Barbados, Fiji, Guam, Palau, Panama, Samoa, Seychellerne, Trinidad og Tobago, De Amerikanske Jomfruøer og Vanuatu er de lande, man fra EU's side har defineret som de problematiske.
Frifinder et af verdens værste skattely
Men er listen mon udtømmende? Er der mon nogen, der mangler? For ganske nyligt er Caymanøerne røget af listen – selvom det er et af verdens værste skattely.
Det skyldes, at de har gennemført reform af rammerne for at oprette kollektive investeringsfonde, så dette er blevet mere vanskeligt end tidligere. Men Caymanøerne har fortsat en skatteprocent på nul, og det er fortsat let at holde sin formue skjult. Dette er nok til, at NGO’er ikke er i tvivl: Der er tale om et skattely. Men altså nu et skattely EU blåstempler ved at tage det af listen.
Men mangler der andre? Nogle der er lidt mindre eksotiske, lidt tættere på? Lande der på alle måder opfylder betingelserne for at være et skattely, men som nok aldrig lander på EU's sorte liste?
EU's egne skattely
Ja… det gør der. Man regner med, at for hver 100 kroner, der gemmes fra de danske skattemyndigheder, lander 84 af dem i et andet EU-land, hvor det især er Luxembourg, Holland og Irland, der fungerer som skattely. Her tilbyder man de store multinationale selskaber markant lavere skattesatser.
Ved at sende pengene til et andet EU-land er det endnu sværere for de danske myndigheder at opdage og stoppe transporten. Vi har jo at gøre med EU's indre markeds fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital.
Fra EU's egne skattely kan pengene så flyde videre til for eksempel Bermuda, Caymanøerne eller et af de andre skattely.
Skattely er et stort og konkret problem, der udhuler velfærden ikke bare i Danmark, men også i mange andre EU-lande. Men EU's snævre fokus gør det ikke lettere at løse. Så længe EU lukker øjnene for sine egne interne skattely, kan problemet ikke løses.
De EU-lande, der har meget lave skatter, og som har stor diskretion, fungerer som den kattelem, der gør det nemt at få pengene ud af de enkelte medlemslande uden om skattemyndighedernes blik.
Og når EU så derudover frikender kendte skattely, der på alle måder fortsat er skattely, blot fordi de indfører mindre reformer, ja, så bidrager det heller ikke til en løsning.
Skattely er en nederen form for ly. Men de, der bruger dem, har absolut intet at frygte fra et EU, der gerne vil se ud som om, de tager problemet seriøst, men som reelt ikke er med til at trække i den rigtige retning.
Vil man et opgør med skattely, må man tage et opgør med den fri bevægelighed for kapital. Og man må insistere på, at problemer ikke løses ved kun at pege på palmeøer og lukke øjnene helt for de skattely, der er med i EU.