25 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Er solidaritet på vej mod en renæssance?

Blogs

Dennis Kristensen
Samfundsdebattør
Født 13. februar 1953. Tidligere portør, tillidsmand og fagligt aktiv. Fra 2002-2018 formand for Fagforbundet FOA.
Blogindlæg af Dennis Kristensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 18. februar, 2020, 07:01:52

Er solidaritet på vej mod en renæssance?

Den klassiske solidaritet mellem lønmodtagere oplevede tilsyneladende en renæssance ved OK-forhandlingerne i 2018. Det store spørgsmål er nu, om det er begyndelsen til den egentlige renæssance, der ikke alene indebærer forhandlet solidaritet, men også den betingelsesløse støtte til de, der har behov for andres hjælp.

De offentligt ansattes overenskomstfornyelser har i årtier udspillet sig på tre adskilte niveauer. Tre meget adskilte niveauer.

Pagten blev så at sige den kokosnød, som arbejdsgiverne ikke forhandlingstaktisk kunne slå hul på.

Som oftest med forhandlingerne på det statslige område som spydspidsen, der lægger den overordnede ramme og sikrer gennembrud på emner, som smitter af på de to øvrige forhandlingsområder i henholdsvis kommuner og regioner.

Og klassisk med lønmodtagerforhandlere i kommuner og regioner, som – oftest med begrænset succes – presser på for at få fælles diskussioner om forhandlingerne på det statslige område, der i princippet har den regering for bordenden, som også lægger rammerne for økonomien i kommuner og regioner. Og for at opnå viden om hvad der foregår på alle tre forhandlingsniveauer.

Solidaritetspagten var forhandlet solidaritet

Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev meget vendt på hovedet.

Der blev gennemført koordinering af overenskomstkrav og udvekslet gensidige informationer på tværs af det statslige, det kommunale og det regionale område i et omfang, jeg ikke har oplevet i de mere end fire årtier, jeg har været fagligt aktiv.

Og så blev der ikke mindst lavet aftaler om fælles opbakning til enkeltgruppers overenskomstkrav. Det, der endte som den solidaritetspagt, der blev denne overenskomstfornyelses varemærke.

Lærere og undervisere lagde kravet om en arbejdstidsaftale ind på bordpladen. Dansk Sygeplejeråd, FOA, BUPL og Socialpædagogerne placerede kravet om et særligt løft til kvindefagene og et særligt løft til de lavtlønnede samme sted.

Akademikerne bidrog med faggruppens behov for en særlig frit-valgsordning og supplerede med sikring af den arbejdsgiverbetalte frokostpause, da Moderniseringsstyrelsen valgte at score det mest tåbelige selvmål, jeg har oplevet i min tid, med slet skjulte trusler mod de statsansattes frokostpause.

Alt sammen emner som ikke vedrørte alle faggrupper i den offentlige sektor, men hvor de direkte berørte havde brug for støtte fra andre.

Og krav om markante lønstigninger og afvisning af de offentlige arbejdsgiveres krav om “tilbagebetaling” af en for høj lønudvikling og så videre fulgte efter.

Solidaritetspagten havde mange rødder, herunder formentlig og forhåbentligt dårlig samvittighed efter overenskomstfornyelsen i 2013, hvor lærere og undervisere blev bøllebanket af Thorning-Corydon-regeringen.

Og pagten voldte de offentlige arbejdsgivere voldsomme problemer. Både på tværs af stat, kommuner og regioner og indenfor det enkelte arbejdsgiverområde.

Pagten blev så at sige den kokosnød, som arbejdsgiverne ikke forhandlingstaktisk kunne slå hul på.

Men også det sammenhold der på samme tid skabte en hidtil uset fællesskabsfølelse blandt de ansatte og opbakning i den øvrige befolkning og samtidig nærmest provokerede de offentlige arbejdsgivere til desperat at gribe til truslen om at lukke hele den offentlige sektor med lockout som svar på de ansattes varsel om strejke blandt ti procent af medarbejderne.

Og pagten holdt hele vejen. Hele det aftalte indhold med de mange forskellige delelementer kom i hus. Der er tydeligvis fortsat en vis frustration blandt lærere og undervisere over erstatning af kravet om en arbejdstidsaftale med en kommission, men det var lærernes og undervisernes egen beslutning, ikke de øvrige parter i pagtens beslutning.

Banker den betingelsesløse solidaritet på døren?

Overenskomstfornyelsen i 2018 viste, at solidaritet fortsat er et stærkt våben på lønmodtagersiden. Derfor er det naturligvis spændende, om det samme våben finder anvendelse igen ved kommende overenskomstfornyelser.

Men endnu mere spændende er det i mine øjne, om tiden også er kommet til solidaritet uden krav om modydelse. Til betingelsesløs solidaritet.

Solidaritetspagten byggede på forhandlet solidaritet. På noget for noget. Hvis I støtter os her, støtter vi jer der.

Det giver næsten sig selv, at det er en solidaritetsform, som både er nemmest at praktisere og nemmest at få opbakning til blandt de enkelte faglige organisationers medlemmer. Men det er også en solidaritetsform, som lægger op til vejning og optælling. Kan det betale sig for os at støtte de andre? Giver vi nu mere, end vi får tilbage? Er vægtskålene i balance?

Det var den betingelsesløse solidaritet, der i mine øjne kunne have forhindret, at lærernes og undervisernes arbejdstid i 2013 gik fra at blive reguleret af en forhandlet aftale til at blive styret af arbejdsgivernes ledelsesret.

Men den solidaritet var ikke en mulighed. FOA foreslog dengang at afprøve mulighederne for at varsle en sympatikonflikt fra de øvrige forbund i den kommunale sektor. Jeg kunne naturligvis ikke på forhånd garantere en FOA-tilslutning til et sådan varsel, men jeg var villig til at anbefale det overfor FOA's hovedbestyrelse. Desværre var ingen andre forbund med på idéen.

Efterfølgende foreslog vi fra FOA's side at varsle en sympatikonflikt på skole- og skolefritidsområdet, men BUPL betakkede sig.

Den ene eller den anden form for sympatikonflikt ville ikke have bygget på noget for noget. Det ville alene have været støtte til nogle, der blev udsat for et politisk inspireret arbejdsgiverovergreb, som lige så godt kunne ramme andre.

Det er den solidaritetsform, det er sværest at praktisere og sværest at få opbakning til blandt de enkelte faglige organisationers medlemmer. Men det er også den form for solidaritet, der er mest værdifuld og mest i overensstemmelse med fagbevægelsens klassiske værdier.

Det er lige her, hvor solidaritet bliver et spørgsmål om retfærdighed og rimelighed. Det er her, hvor solidaritet kommer til at handle om fælles ansvarlighed. Og det er her, hvor fagbevægelsen kan genoplive 1970’ernes solidariske lønpolitik og fælles slagretning.