30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

”Make Uncle Sam Great Again!”

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 23. maj, 2018, 10:57:58

”Make Uncle Sam Great Again!”

I modsætning til andre politikere erkendte Præsident Donald Trump under valgkampen landets problematiske situation. ”Make America Great Again” betød implicit, at USA havde mistet en del af sin økonomiske og politiske magt.

På kinesisk anvendes to skrifttegn til at beskrive kriser. Det ene betyder mulighed og det andet fare. Overført til den nuværende verdensorden er denne dialektiske forståelse af kriser ikke uinteressant.

Den amerikanske position i verden efter Den Kolde Krigs ophør befinder sig i krise.

Grundlæggende var den økonomiske struktur, som USA fik etableret efter Anden Verdenskrig, uholdbar. Dette skyldtes den iboende modsigelse, der findes i den ulige fordeling af verdens rigdom, som var/er det imperialistiske systems grundsten.

I 1948, udtrykte arkitekten for den kolde krig, George Kennan, logikken bag en udenrigspolitik, der sætter ”Amerika først” på agendaen: ”Vi har ca. 50 procent af verdens rigdom, men kun 6.3 procent af dens befolkning. Udfordringen for den kommende tid består i at opfinde et mønster af relationer (med resten af verden), der gør det muligt at opretholde denne ulighed.” Med tiden, mente han, ville realismen diktere en strategi der forkaster ideologiske bløde værdier til fordel for magtkriterier.

I den nuværende situation misforstås og misfortolkes USA's historiske og globale rolle. Den amerikanske position i verden efter Den Kolde Krigs ophør befinder sig i krise. Denne tilstand truer med at fremkalde en farlig reaktion, samtidig med at den åbner nye muligheder for en alternativ verdensorden. Hvordan disse to tendenser påvirker hinanden er centralt til forståelsen af den globale udvikling.

Nykonservatismen i USA

I takt med opløsningen af Sovjetunionen og indførelsen af markedsreformer i Kina opstod nykonservatismen i USA. Det vil sige en politisk ideologi, hvis hovedantagelse var, at den nye geopolitiske udvikling muliggjorde forvandlingen af dette ”unipolære moment” til en mere permanent tilstand. Med andre ord, skabelsen af et ubestridt amerikansk overherredømme over resten af verden.

I modsætning til de andre politikere erkendte Præsident Donald Trump under valgkampen landets problematiske situation. ”Make America Great Again” betød implicit, at USA havde mistet en del af sin økonomiske og politiske magt.

Til trods for sin iboende svækkelse, opretholder landet et kæmpe militærapparat. Militarismen er blevet en del af USA's økonomi. Som verdenshistoriens største imperium, har USA ikke færre end cirka 800 militære baser spredt over 80 lande samt tropper og andre militære mandskaber i over 160 lande og territorier.

USA's militære budget svarer til mere end 40 procent af verdens militære udgifter. Landet besidder mere end 5500 atomare sprænghoveder i stand til at ødelægge verden 5 til 50 gange. Amerikanske ”forsvarsudgifter” er tre gange større end Kinas og ni gange større end Ruslands.

En farlig situation

Uanset denne store forskel udråbte en Pentagonrapport i 2017 Rusland og Kina som fjendtlige konkurrenter, der stræber efter en ny fordeling af magt og indflydelse svarende til deres position som legitime rivaler til den amerikanske dominans. Sammen med Nordkorea og Iran anses Rusland og Kina som en trussel imod den amerikanske verdensorden, der historisk har været fordelagtig for Vesten.

Det er ikke ubegrundet at mene, at vi befinder os i en yderst farlig situation, hvor to internationale modeller konfronterer hinanden. På grund af USA's ambitioner om forsat kontrol af verden, samtidig med, at den amerikanske økonomiske dominans er svækket, fører Washington en forvirrende og destabiliserende politik overfor venner og konkurrenter. Dette kan ses fra Østasien til Mellemøsten, fra Latinamerika (Venezuela) til Europa.

Under disse omstændigheder er spørgsmålet om, hvordan kampen for national suverænitet forbindes med den interne kamp, vigtigt. Som i Gramscis tid skyldes den politiske krise nu, at det gamle er døende, og det nye kan ikke fødes!