En tankegang, som ofte anvendes imod socialisme, er, at selvom kapitalismen bevæger sig fra krise til krise, er det de socialistiske samfund, der forsvinder. Denne konstatering er naturligvis empirisk rigtig og bygger på især erfaringer fra Sovjetunionen.

I kontrast til kapitalismens udviklingsmodel blev den bolsjevistiske revolution fra første færd isoleret og bekæmpet af de vestlige kapitalistiske eliter.

Selv om kapitalismen er et verdenssystem, findes der ikke desto mindre et stort antal mennesker på kloden, som er modstandere af kapitalismen og håber på et socialistisk alternativ. Dette paradoks forklares bedst med en komparativ analyse.  

Kapitalismens udvikling

Mens kapitalismen har eksisteret som samfundsformation i cirka fem århundreder har socialisme haft en kortere levetid. Økonomisk historie viser, at før kapitalismen blev rodfæstet, havde Europa oplevet flere ikke levedygtige kapitalistiske eksperimenter. Udslagsgivende for det kapitalistiske systems udvikling, både nationalt og internationalt, var opdagelsen af Amerika og en kortere søvej til Østen.

Adam Smith og Karl Marx mente hver for sig, at uden denne kontakt til ikke-europæiske områder ville kapitalismen ikke have udviklet sig, som den gjorde. Desuden var det en afgørende fordel for kapitalismen, at hverken feudalisme i Europa eller de tilsvarende samfundsformationer i Afrika eller Latinamerika var i stand til at yde modstand imod denne indtrængning.

Trekanthandlen, Vesteuropa-Afrika-Amerika, bidrog til Europas primitive kapitalakkumulation og gjorde det muligt for disse lande at dække deres handelsunderskud med asiatiske lande, især Kina og Indien, som på det tidspunkt var mere økonomisk og politisk udviklet end Europa.

Det glemmes tit i den liberalistiske fortælling, at prisen for den industrielle revolution i England var nedbrydning af Indiens og Kinas lette industrier samt Opiumkrigene imod Kina.

I sin bog ”Civilisationernes sammenstød” skrev den amerikanske politolog, Samuel Huntington at Vestens eneste overlegenhed var/er anvendelsen af vold imod ”Resten”. Slavehandel og plantage/minedrift forårsagede Holocaust på afrikanere og de indfødte indianere i Nord- og Sydamerika. Tilføjer man ofrene fra Første og Anden Verdenskrig til dette regnestykke, bliver de totale menneskelige omkostninger, som betalte kapitalismes udvikling, ikke noget at prale af!     

Den russiske revolutoin

I kontrast til kapitalismens udviklingsmodel blev den bolsjevistiske revolution fra første færd isoleret og bekæmpet af de vestlige kapitalistiske eliter, som var bange for tilsvarende revolutioner i Europa især i Tyskland.

De kapitalistiske lande deltog i den russiske borgerkrig på de antirevolutionæres side. I 1920 var der cirka 250.000 udenlandske tropper på russisk jord.  Den britiske statsmand, Winston Churchill, som fik kommando over dette ekspeditionskorps, udtalte, at det var afgørende ”at kvæle det bolsjevikiske barn i sin vugge”.

Efter at bolsjevikkerne havde trukket Rusland ud af Første Verdenskrig, oplevede det russiske samfund en borgerkrig, hvor mange russere betalte med deres liv for at få det nye regime stabiliseret. Konfrontationen med den udenlandske invasion og den interne krig gjorde, at folket længtes efter fred og stabilitet. I sit store værk ”Klassekampen i USSR” skrev den franske økonom Charles Bettelheim, at befolkningen ikke ville have fulgt Trotskijs strategi om den ”permanente revolution.”  

Set med disse briller havde Stalinismen og ”socialismen i et land” sine rødder i den interne virkelighed og den eksterne trussel. Den uperfekte bolsjevikiske statsdannelse skrev historie, men ikke under selvvalgte omstændigheder. Sympatien for socialistiske eksperimenter beror desuden på en grundig forståelse af kapitalismens fortid, nutid, og fremtid!