24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

A-bombens dialektik i vor tid

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 05. oktober, 2017, 08:09:13

A-bombens dialektik i vor tid

Lande, der udsættes for atomafpresning, kan enten opgive deres suverænitet og risikere regimeskift eller kan søge at udvikle tilsvarende våbensystemer og forsvare deres selvstændighed.

Bekymringer omkring en stor (nuklear) konflikt i Nordøstasien er naturligvis berettiget. Imidlertid synes verdens folkeopinion og aktiemarkederne ikke at være alarmeret! Dette til trods for at et amerikansk angreb på Nordkorea ville indebære sjældent set konsekvenser for alle lande i regionen, inklusive USA.

I deres absolutte forestilling om krig og fred har pacifister og humanister tendens til at overse årsag og sammenhæng.

Siden USA's atomangreb (på civile mål!) i Japan er bomben blevet en del af et begrænset antal nationers militære arsenal. Denne konstatering kan beklages eller bifaldes, men er symptomatisk for den uperfekte verden vi lever i!

Besiddelsen af atomvåben muliggør forskellige strategier. Det kan bruges som del af en aggressiv politik overfor en modstander uden samme slags våben. Lande, der udsættes for atomafpresning, kan enten opgive deres suverænitet og risikere regimeskift eller kan søge at udvikle tilsvarende våbensystemer og forsvare deres selvstændighed. Denne afskrækkelsesstrategi (”deterrence”) bygger på en nationalistisk eller socialistisk rationalitet.

Atomvåben som afpresning

Den første samfundsformation der blev udfordret af USA’s atommonopol var Sovjetunionen. Stalin blev klar over at bombningerne af Hiroshima og Nagasaki var en afpresningsmanøvre rettet imod USSR.  Burde Sovjetunionen have accepteret det amerikanske hegemoni er et politisk spørgsmål, der burde tages med i diskussionen om atomar strategi.

Ikke alene USSR, men også Frankrig og Storbritannien anskaffede sig atombomber. Hvad angik Folkerepublikken Kina, blev Nikita Khrusjtjovs forsøg på sameksistens-politik med USA i Beijing betragtet som et forsøg på at danne et ”duopol”. Løfte om russisk hjælp til Kinas atomprogram blev skrottet.

Isoleret og uden beskyttelse overfor den amerikanske imperialismes aggressivitet overfor Kina lancerede Mao parolen om atombomben som ”en papirtiger”. Samtidig var kinesiske videnskabsmænd i færd med at udvikle en atombombe.

I deres absolutte forestilling om krig og fred har pacifister og humanister tendens til at overse årsag og sammenhæng. Det skal ikke glemmes, at det var truslen om en atomkrig under Cuba-krisen, der fik præsident John F. Kennedy til at acceptere Fidel Castros styre. Ligeledes var det Kinas anskaffelse af atombomben, der bidrog til USA’s accept af et nederlag i Vietnam.

Når man husker Vestens hysteri, da Rusland under Stalin fik atombomben eller Mao-Kinas opnåelse af atomvåben, synes den nuværende kampagne imod Nordkoreas bestræbelser for at opnå garanti for landets selvstændighed og regimets overlevelse ved udviklingen af et nukleart arsenal, malplaceret.

Israels truede med atomvåben

I Vestasien (Mellemøsten) blev det hurtigt klart for Israel, at en atombombe ville kunne holde de arabiske lande i skak. I et interview med en kommentator, udtalte den daværende statsminister Golda Meir, at den zionistiske stat var parat til at destruere hele verden med atomvåben, hvis Israel blev truet med et militært nederlag.

Denne fortolkning blev bekræftet af den israelske atomtekniker Mordechai Vanunu, der fortalte en britisk avis i 1986, at Israel havde udviklet et hemmeligt atomprogram under det bibliske navn ”Samson Option”, hvis formål var at kunne besejre de omgivende lande og dominere regionen.

I den vestlige hetz imod Nordkorea glemmes spørgsmålet: Hvad ønsker landets ledelse? I Pyongyang har ledelsen kunnet iagttage, at adskillige lande blev angrebet, efter at de havde opgivet at udvikle et atomforsvar!

I strid med folkeretten truede præsident Trump i FN Nordkorea, Iran, Venezuela, og Cuba med krig, økonomiske sanktioner, og regimeskift. Hvordan mindre lande skal modstå USA’s strategi, står på dagsordenen i Nordøstasien!