Som enhver iagttager af international politik vil vide, er verden blevet enormt kompliceret. Dette gælder for både tilhængere af den amerikanskdominerede verdensorden og modstandere af USA-imperialismen.

En ting er sikker, verden ville have været mere fredsommelig, hvis Sovjetunionen ikke var braset sammen.

Der går ikke mange dage, uden at sensationelle politiske begivenheder kræver opmærksomhed og påvirker vores basale forståelse.

Den verdensorden, som opstod efter Anden Verdenskrig, er i færd med at krakelere og blive erstattet af en multipolær magtdeling. Konfrontationen mellem disse to geopolitiske projekter kan skabe en verdensuorden, der kan føre til en global konflikt.

Denne mulighed synes endnu ikke at været nået den politiske sfære. Paradokset er, at en ny verdenskrig med de nuværende atomare arsenaler vil true livet på vores planet.

I denne sammenhæng skal man ikke glemme det store apparat, som anvendes til at påvirke vores viden og holdning. Forbrugerisme og underholdning er blevet ideologiske redskaber, der forvandler befolkninger til politiske grøntsager!

I USA har systemkritikere udviklet begrebet ”Weapons of Mass Distraction.”  Selv Irak-krigen sendtes i TV i den bedste sendetid og blev således en del af underholdningen!

Samtidig bliver det herskende hegemonis hykleri mere og mere tydelig i de lande, hvor militarisme er blevet en bestanddel af økonomien.

På den ene side får vi serveret overdrevene trusselsvurderinger, men på den anden side fører vores regeringer aggressive provokationer imod den udpegede fjende. Eksemplet Ukraine-krisen svarer til et sådan forløb. 

Vesten bidrog til et kup imod en demokratisk valgt regering, som førte en neutral politik overfor Rusland og EU. Naturligvis vidste Vesten, at den russiske ledelse, efter landets traumatiske overgang til kapitalisme, ikke kunne ignorere denne provokation på grund af blandt andet den store etniske russiske minoritet i Ukraine.

Med udgangspunktet i denne konflikt blev NATO sat på krigsfod på Østfronten! Hele den vestlige politik har siden Sovjetunionens nedsmeltning forrådt de aftaler, der blev indgået mellem USA og USSR om ikke at inddrage de tidligere socialistiske lande i NATO.

Hvordan en sovjetisk leder som Mikhail Gorbatjov kunne være så naiv at tro på disse løfter er en gåde, som historikere vil kunne skrive afhandlinger om. En ting er sikker, verden ville have været mere fredsommelig, hvis Sovjetunionen ikke var braset sammen.

Mens naivitet som fænomen er til diskussion, forekommer det deprimerende at se, hvordan den internationale venstrefløj blev demoraliseret og demobiliseret for siden at overtage de politiske eliters diskurser og mediernes fortolkninger af internationale forhold, specielt dæmoniseringen af Rusland.

I modsætning til det russiske fjendebillede som er udbredt i Vesten – også støttet af såkaldte progressive – er Rusland sammen med Kina i færd med et forsøg på virkeliggørelsen af det eurasiske projekt, som ville kunne afgøre den EU-centristiske models skæbne.

Det er med det formål at forhindre denne udvikling, at visse amerikanske politikere og akademikere promoverer en mere venlig politisk kurs overfor Rusland, så Pentagon kan fokusere på den kinesiske ”trussel”. Skulle en sådan strategi lykkes, ville det sætte kampen for freden tilbage på ubestemt tid.  

Naturligvis forudsætter det eurasiske perspektiv, at det nuværende vanvid, der foregår i forbindelse med krigsforberedelserne, ikke forvandles til en ny verdenskrig.  

Derfor burde kampen imod krig og militarisme stå højest på den progressive agenda. Målsætningen er at forhindre, at de bliver vores ideologiske fundament og politiske praksis.