29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark avler fattigdom

Blogs

Flora Ghosh
Stifter af LIVa - forening mod skadevirkninger af prostitution.
Uddannet socialrådgiver og cand.scient.soc. i socialt arbejde.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 06. november, 2015, 07:26:33

Danmark avler fattigdom

Regeringens planlagte ændringer i kontanthjælpen kommer til at avle endnu flere fattige, fremfor at hjælpe dem til at blive selvforsørgende.

Mange af de familier, jeg arbejder med, har aldrig været i Tivoli eller i børneteater, fordi det koster penge. De går med slidte støvler og tænker på, hvad de skal bruge deres sidste skilling til. De har ikke penge til at købe et klassebillede til deres børn.

Lad os kæmpe for et samfund, hvor alle børn uanset deres forældres indkomst kan leve et anstændigt liv.

De kommende ændringer i kontanthjælpen kommer til at avle endnu flere fattige, fremfor at hjælpe dem til at blive selvforsørgende.

Når vi taler om fattigdom i Danmark, så taler vi ikke om sult eller om skeletlignende kroppe. Fattigdom anvendes her som udtryk for en lav levestandard, der indskrænker udsatte menneskers muligheder for at deltage i samfundslivet på linje med andre mennesker.

De ressourcesvage forældres børn lider afsavn på det økonomiske, kulturelle og sociale plan. Nogle af dem er i færd med at blive ekskluderet fra samfundet.

En skrøbelig økonomi

Jeg kender flere familier med fire børn, der skal klare sig for 2500 kroner om måneden til mad, tøj og uforudsete udgifter.

Hvis deres køleskab går i stykker, vælter deres økonomi i flere måneder. De studerer tilbudsaviser og jagter madvarer med overskredet salgsdato. Deres børn går ikke til fodbold eller til dans, fordi det koster penge. De kommer ikke til skolekammeraternes fødselsdag, fordi de ikke har råd til en gave. Og kan heller ikke selv holde fødselsdag.

Jeg kender enlige mødre, der vælger prostitution som flugt fra fattigdom.

De kommende ændringer i kontanthjælpen rammer svage børnefamilier og andre udsatte mennesker meget hårdt.

Det lader til, at beskæftigelsesministeren tror, at økonomiske incitamentsstrukturer vil medføre, at de syge springer ud af deres sygeseng, at narkomanerne tager sig sammen og kvitter sprøjten, og at enlige mødre med komplekse problemer fra den ene dag til den anden overvinder deres ar efter vold eller tortur, lærer flydende dansk og skaffer sig et job.

Sådan spiller klaveret bare ikke i virkeligheden.

Børnene betaler

Problemet er jo ikke, at de dårligst stillede mennesker ikke gider at arbejde, men at arbejdsmarkedet er lukket for dem. Uanset hvad beskæftigelsesministeren tror, er der ikke ret mange job til de udsatte, der er ufaglærte og har et kaotisk liv.

Deres børn betaler også prisen. Det kan være svært for ressourcestærke familiers børn at forstå, hvorfor Susanne og Mathilde ikke kan købe et klassebillede. De børn bliver stemplet og udelukket fra fællesskabet.

Lad os kæmpe for et samfund, hvor alle børn uanset deres forældres indkomst kan leve et anstændigt liv med anerkendelse og respekt som medmennesker.

Mælken koster det samme, uanset om man har et job eller på kontanthjælp. Vi kan ikke være bekendt at avle flere fattige i Danmark.

Nyeste blogindlæg