I dag er myndighedernes fokus på prostitutionsområdet og de komplekse skadevirkninger, som det kan medføre, ikke på højde med vores nabolande, og det er en kæmpe mangel. Det betyder, at myndighederne ikke altid møder ofre for menneskehandel på den mest optimale måde.

Det handler ikke om at moralisere og sætte spørgsmålstegn ved retten til at bestemme over egen krop.

Det er de færreste i den gruppe, der ser myndigheder, som nogen der kan hjælpe, de ser snarere en modstander. Og det med en vis retfærdighed. Oplevelsen er, at der er større fokus på hjemsendelser og gaderydninger end på opsøgende hjælp. Og voldtægt på handlede kvinder i prostitution bliver i mange tilfælde mødt med mistro – eller opfattet slet og ret som “manglende betaling”.

Derfor er jeg glad for at se, at den kommende handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel er blevet opgraderet med socialfagligt fokus på opsøgende arbejde og støtte til ofrene og bedre vidensdeling. Hvis det bliver ordentligt implementeret, vil vi utvivlsomt kunne give en bedre og mere kvalificeret støtte end i dag.

Gode tiltag

Der er andre fine ting i handlingsplanen, ikke mindst at der nu kommer fokus på at relevante aktører – fra politi, domstole og sundhedspersonale til ngo’er og gadeplansmedarbejdere -– skal kende tegn på menneskehandel og have viden om, hvordan ofre for menneskehandel støttes bedst muligt.

Det er også glædeligt at læse om de nye mål i forhold til at styrke viden og erfaringsudveksling om menneskehandel – ikke mindst set i lyset af at menneskehandelen i Danmark er i stigning i disse år.

Men der er ridser i lakken. Planen lægger op til, at hjælpen kun kan gives i et begrænset tidsrum. Det tyder på, at der mangler en grundlæggende forståelse af, at prostitution er et gennemgribende socialt problem – ligesom hjemløshed, fattigdom og misbrug er det.

Det handler om mennesker, som oftest kvinder, der i mange tilfælde har taget både psykisk og fysisk skade af et liv i prostitution. Her er ingen snuptagsløsninger, det kræver derimod et langt sejt træk, hvis folk skal hjælpes sikkert på benene igen, og det tager tid.

Der skal tid til

Rapporten lægger op til, at der kan gives reintegrationsstøtte i op til seks måneder. Det er ikke lang nok tid, hvis målet er gennemgribende rehabilitering. Taget i betragtning af, at det typisk tager år, hvis komplekse problemstillinger skal løses for et sårbart mennesker, virker det ikke som en løsning, der hjælper ofre for menneskehandel ordentligt på benene.  

Hvis vi skal lave en indsats, der vil virke, er det nødvendigt, at den indeholder identifikation, handling, empowerment og vidensdeling.

Det handler ikke om at moralisere og sætte spørgsmålstegn ved retten til at bestemme over egen krop. Det gør man ved at give flere og bedre muligheder til mennesker med meget få valgmuligheder – og tage sig den påkrævede tid.