Hvordan i alverden er vi som samfund endt med en opfattelse af, at et tøjpoliti vil bidrage til mere kvindefrigørelse? Hvornår har det nogensinde i verdenshistorien gjort det? Svarene blæser i vinden, og de kan risikere at blæse vores muligheder for at hjælpe udsatte og marginaliserede kvinder med sig væk.

Det er de udsatte kvinder, ikke deres undertrykkere, der rammes, når vi møder social kontrol med social statskontrol.

Selvom jeg kender udsatte kvinder, der tager niqappen på for at undslippe en voldelig stalker eller gældsinddriver, så anfægter jeg ikke, at mange bærer burka som følge af social kontrol.

Ingen benægter, at der finder social kontrol sted i diverse minoritetsmiljøer – jeg kender det selv indefra. Som opvokset i et land med en stram social kontrol ved jeg alt om, hvor meget det kan hæmme kvinders muligheder. Men det stopper ikke problemet med kvindeundertrykkelse at slå på ofrene.

Trippel straf til ofrene

For det er kvinderne, ikke deres undertrykkere, der rammes, når vi møder social kontrol med social statskontrol. Det giver bare dobbelt straf – ja trippel straf hvis vi tager med, at religiøst tildækkede kvinder har langt sværere ved at finde et arbejde, de nægtes ofte sociale ydelser, og der bliver set skævt til dem på gaden.

Hvis vi fortsat tager beslutninger hen over hovedet på de kvinder, som påvirkes af deres undertrykkere, er vi jo ikke et hak bedre selv. Og vi giver dem ret i eventuelle fordomme om, at det danske samfund nok ikke vil dem det godt.

Forbud gør inklusion sværere

Den første august fik vi, der arbejder med udsatte og marginaliserede kvinder, endnu sværere ved at inkludere udsatte kvinder fra religiøse minoriteter i civilsamfundet. I stedet for muligheder, empowerment og støtte, er vi nu underlagt en "Burkalov", tvang og tøjpoliti.

Kvindefrigørelse sker ikke altid ved et fingerknips. Det er et langt og sejt træk. Men det kræver, at vi alle sammen trækker læsset og alle sammen føler ejerskab til kampen. Og det kræver at vi giver folk muligheder, ikke flere begrænsninger.