Der blev skrevet verdenshistorie i sidste weekend, da et overvældende flertal af den irske befolkning langt om længe – efter alt for mange unødvendige tragedier – fik mulighed for at stemme om, at deres demokrati også skulle gælde deres egne kroppe. Men hvor glædeligt det end er, så må vi ikke glemme at kampen ikke er vundet endnu.

Feminister fejrer i fælles front 45-året for kvinders ret til abort den 9. juni. 

På Malta er abort helt forbudt, og den er stærkt begrænset i lande som Portugal, Spanien og Polen – sidstnævnte land var paradoksalt nok et sted, hvor danske kvinde rejste hen for at få abort før den blev fri herhjemme i 1973.

Og ser vi over Atlanten, er der ingen ende på de krumspring, som modstandere af kropslig selvbestemmelse vil gøre for at forhindre kvinder i at få abort. Fra myrdede læger i Kansas, over partnersamtykke i Arkansas til tvunget ultralyd i Texas.

Den vestlige verden ryster med andre ord på hånden, når vi i vores rettighedsnak kommer til retten til at bestemme over sin egen krop.

Det gælder desværre også her i Danmark. Her kan man stadig komme de gamle ord om, at ”Rettigheder skal man ikke bare kæmpe for at få, dem skal man kæmpe for at beholde” i hu, når talen falder på abort.

Mest tydelig er den hos den religiøse abortmodstandsgruppe Retten Til Liv. Foreningen, der er mest kendt for at sætte hvide kors op langs de sønderjyske motorveje, planlægger en aktion, hvor de vil lave et optog gennem København som en del af deres kamp for at få genindført et forbud mod kropslig selvbestemmelse. 

Rettigheder skal ikke gradbøjes

Men det er ikke kun der, hvor der er grund til bekymring. Selv hos folk, der støtter fri abort, kan man ikke sjældent se en uheldig tendens til at gradbøje. Argumenter som at "abort bruges som prævention" eller ”flere aborter er uansvarligt” kommer alt for ofte op, selv når de mest progressive taler om emnet.

Og det er en farlig vej at gå. Dels fordi det sværter folk alene for at udøve deres kropslige rettigheder, dels fordi vi gør os til dommere over andre mennesker.

Det er et farligt rettighedssyn, som åbenbart er reserveret til kvindekroppen. Og det vender den tunge ende nedad socialt set, for det er selvsagt ofte dem med dårligst adgang til information og prævention, der har størst behov for at have adgang til abort.   

Hvis rettigheder ikke gælder alle, er det ikke rigtige rettigheder. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om det er første eller femte gang for den abortsøgende. Om vedkommende er 13 eller 53. Om undfangelsen skete i en brandert, i overgreb eller i en planlagt situation, hvor planerne ændrede sig. 

Kom med!

Hvad du kan gøre, spørger du?

Du kan sige fra, hver eneste gang nogen forsøger at gradbøje kropslige rettigheder. Du kan støtte en tvivlende gravid i at træffe det valg, der er det rigtige for hende med oplysning og hjælp – ikke skyld og skam.

Og sidst men ikke mindst kan du gå med mig og en række andre feminister i fælles front for at fejre 45-året for kvinders ret til abort den 9. juni. Læs mere her.