Tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at kommunernes opsparinger er næsten fordoblet på bare syv år. Mange kommune har penge nok, men de må ikke bruge dem for regeringen.

De penge kunne være givet meget bedre ud ved at investere i mennesker. 

Samtidig vokser både ulighed og fattigdom blandt børn. Der er noget der slet ikke hænger sammen.

De af os, der har vores på det tørre i den trygge middelklasse, bemærker det måske ikke. Men desværre bevæger vi os ikke væk fra tidligere tiders almissesamfund med fattiggårde og fattiglemmer. Vi bevæger os hen mod det.

Og det er ikke bare en følelse, det bakkes op af tørre tal.

Stigning i fattige børn

Antallet af fattige børn er steget kraftigt siden årtusindskiftet. I 2010 rundede antallet de 40.000 og siden da har integrationsydelse, ungeydelse, dagpengereform, gensidig forsørgerpligt, 225-timers-regel og kontanthjælpsloft kun sendt dette i forvejen høje tal på himmelflugt.

Alligevel er "skattelettelser" det første ord, der popper op i finansminister Kristian Jensens bevidsthed, når han hører om opsparede kommunale midler.

Det er på tide, at de mest velhavende kommuner sætter skatten ned, erklærede ministeren i sidste uge.

Det synes jeg er ærgerligt, for de penge kunne være givet meget bedre ud ved at investere i mennesker. Og det ville tilmed være en både menneskelig og økonomisk gevinst.

Det kræver selvfølgelig, at regeringen dropper de stramme rammer for, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd. Men der vil være tale om den bedst mulige investering.

Der er efterhånden næppe nogen tilbage, der ikke mener, at det er langt billigere at forebygge end at helbrede, og vi kan faktisk forebygge udsathed.

For eksempel med tidlig indsats, når et barn viser mistrivsel, med støtte, når en sårbar familie får en skæv start, og åbne arme, når et menneske med skader fra vold, overgreb eller prostitution går til kommunen og beder om hjælp.

Win-win

Det ville spare statskassen for meget genopretning – som er rigtig, rigtig dyr – og det ville derudover spare udsatte børn og vokse for utrolig megen smerte. Der er altså tale om en rigtig win-win situation.

Hvis vi mener, at der ligger penge og samler støv i kommunernes kasser, så synes jeg, at vi skal kæmpe for, at de bliver investeret i noget, vi ved giver et fantastik afkast: Nemlig i mennesker.

Mennesker, der ikke behøver en dyr og hård nedtur i sølet, mennesker, der ikke behøver at få lavere karaktergennemsnit på grund af fattigdom, og mennesker der ikke behøver at få mavesår og sygemeldinger af stress, fordi bekymringerne om at skulle gå fra hus og hjem nager helt ind i knoglerne. 

Jeg har tiltro til, at Kristian Jensen godt kan se den her pointe, blandt andet fordi han også er bankuddannet.

Han må da om nogen have øje for sikre, gode og langtidsholdbare investeringer.

Las os gøre en positiv forskel sammen!