09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jeg troede, at jeg skulle skrive om noget andet…

Blogs

Flora Ghosh
Stifter af LIVa - forening mod skadevirkninger af prostitution.
Uddannet socialrådgiver og cand.scient.soc. i socialt arbejde.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 13. oktober, 2016, 08:03:17

Jeg troede, at jeg skulle skrive om noget andet…

Konsekvenserne af kontanthjælpsloftet fylder mit hoved og mit arbejdsliv. Jeg ville gerne skrive om noget andet, men jeg er nødt til at skrive om det igen og igen.

Kære læsere

Siden februar i år har jeg skrevet i alt seks blogs til Arbejderens læsere. Fire af de seks blogs handler om kontanthjælpsloftet og udsatte kvinders vilkår.

Reformramte kvinder overvejer af nød at prostituere sig, så de kan blive i deres bolig. 

Jeg vil så gerne skrive om noget andet, om livet, om vejret, om noget positivt, om alt muligt andet.

Men den barske virkelighed om kontanthjælpsloftet tillader mig ikke andet end at skrive om det igen og igen.

Jeg vil ønske, at det her er min sidste blog om loftet, og at loven bliver ændret, så kvinder og børn kan komme ud af den dybe fattigdom og den armod, der er en konsekvens af loftet.

Markant kønsmæssig skævhed

Reformerne på skatte- og kontanthjælpsområdet betyder, at mænd samlet set bliver rigere, mens kvinder bliver fattigere.

Langt størsteparten af de mennesker, der vil få flere penge mellem hænderne ved en topskattelettelse, er mænd. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er kun omkring en fjerdedel af de danske topskattebetalere kvinder.

Omvendt er det, når vi ser på, hvem der får færre penge at klare sig for på grund af kontanthjælpsloftet. Ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger vil næsten tre fjerdedele af dem, der bliver ramt, være kvinder.

Den kønslige skævvridning i forhold til fattigdommen har fatale konsekvenser for både de ramte kvinder og for deres børn.

Vi, der arbejder med socialt udsatte, oplever i stigende grad, at reformramte kvinder af nød overvejer at prostituere sig, så de kan blive boende i deres bolig.

De er bekymrede for ikke kunne skaffe de mest basale ting til deres børn som for eksempel mad og tøj. Fritidsinteresser for børn bliver sløjfet, og det giver store problemer, når der skal købes vintertøj og varme støvler.

Fattigdom præger børn for livet

I forhold til de ramte børn er det bestemt ikke omkostningsfrit at vokse op i fattigdom. Red Barnet og SFI har påvist, at karaktergennemsnittet i skolen styrtdykker, hvis familien bliver fattig.

Undersøgelser viser også, at fattigdom påvirker børns trivsel negativt, og at fattige børn oftere står udenfor fællesskabet og bliver udsat for mobning.

Socialarbejdere indberetter i disse uger flere og flere børnesager, fordi de er bekymrede for, om børnene får mad tre gange om dagen og om de har varmt nok tøj på.

Denne udvikling bombarderer hundrede års arbejde for at ligestille kvinder med mænd tilbage. For uden mulighed for at være økonomisk i stand til at klare dagen og vejen, er der ikke meget selvbestemmelse over eget liv tilbage.

Der er grund til at foretage en U-vending, vi kører den skrupforkerte vej! Der er en grund til at stoppe op, hvis vi ikke vil have sydafrikanske tilstand mellem de rige og fattige.

Jeg håber, at jeg næste gang, kan skrive noget opmuntrende til jer. Lige nu fylder loftramte kvinder og deres børn al pladsen i mit hoved og i mit daglige arbejdsliv.

Nyeste blogindlæg