På kanten af konventionerne
Blogs
På kanten af konventionerne
Når vi sanktionerer samfundets udsatte, skaber vi ikke blot yderligere problemer, vi læner os op ad brud med internationale rettighedsaftaler.
Børn har ret til en opvækst i tryghed, mad og et sted at bo, står der i Børnekonventionen, som de fleste lande – også Danmark – har skrevet under på.
Fattigdom er en farlig vuggegave, der påvirker hele barnets livsbane.
Men de reformer, som udsatte børnefamilier i disse år oplever: Kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen, ungeydelsen og førtidspensionsreformen, trækker tusindvis af børns liv i en usikker retning.
Usikkerhed og fattigdom er en farlig vuggegave, for den påvirker hele barnets livsbane.
Al statistik peger på, at børn af udsatte mennesker har meget stor risiko for selv at ende i udsathed. For usikkerhed tærer på overskuddet, man ligger vågen af bekymring over, hvor maden sidst på måneden kommer fra i stedet for at fokusere på sin skole eller på at knytte venskaber.
Sagsbehandlerne fortæller, at indberetninger fra bekymrede pårørende til udsatte børn, der er bange for, at børnene ikke får mad tre gange om dagen, tog en dramatisk himmelflugt efter, at kontanthjælpsloftet trådte i kraft for små to et halvt år siden.
Vi fik desværre ret
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at antallet af børn i familier, der i et år har levet under den tidligere fattigdomsgrænse, steg brat med 10.500 børn i slutningen af 2016, da de lave ydelser trådte i kraft. I dag er tallet på svimlende 64.500 børn, der lever i fattigdom.
Det trækker spor langt ud i fremtiden. En undersøgelse fra Vive viser, at fire femtedele af fattige familie har store problemer med at få råd til tandlæge eller medicin. Og næsten halvdelen oplever at måtte fravælge transport eller tre daglige ordentlige måltider for at få enderne til at nå sammen.
Sidst har vi set, at antallet af ansøgninger om julehjælp er vokset drastisk, sammenlignet med før kontanthjælpsloftet trådte i kraft.
Det er trist, og det sender en ubehagelig efterregning til næste generation. For vi ved, at efter bare et år under fattigdomsgrænsen vil karaktergennemsnittet i skolen falde med mere end én karakter og dermed gøre vejen til uddannelse og selvforsørgelse sværere at gå. SFI har beregnet, at risikoen for at ende på førtidspension er helt oppe på 60 procent for børn, der har levet i fattigdom i mere end et år.
Vi sociale NGO'er advarede politikerne om, at det kunne ske, da reformerne skulle vedtages. Nogle gange er det hårdt at få ret.
Knæk kurven
2019 er valgår. Jeg kunne godt ønske mig, at politikere kommer med løfter om en bæredygtig og langsigtet socialpolitik, hvor børn og unge er sikret bedre muligheder. Børn og unge har ret til at vokse op uden bekymringer om mad, en god skolegang og et liv med fritidsaktiviteter.
Vi er lige nu ved at skabe en generation af fattige børn, der kender til at afsavn og må bære voksne problemer på deres små skuldre, der må lyve om, hvorfor de ikke kommer med til fødselsdag eller i biografen med vennerne. Børn som statistisk set har langt større risiko for selv at ende i fattigdom som voksne, end deres klassekammerater har.
Det er ikke skrevet i sten, at det skal være sådan, det er et resultatet af politiske handlinger. Det kan løsningen også være.