23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sexsalg har en social slagside – også blandt de unge

Blogs

Flora Ghosh
Stifter af LIVa - forening mod skadevirkninger af prostitution.
Uddannet socialrådgiver og cand.scient.soc. i socialt arbejde.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 18. marts, 2021, 08:49:48

Sexsalg har en social slagside – også blandt de unge

Det er langt mere sandsynligt, at du har solgt seksuelle ydelser, hvis du har økonomiske problemer, mindre uddannelse, en problematisk opvækst, et højt forbrug af rusmidler, og hvis du har to eller flere psykiatriske diagnoser.

Internettets funklende sugardatingsider taler om goder og luksus. Men VIVE's nye undersøgelse bekræfter vores erfaringer: Det er primært de socialt udsatte unge, der sælger seksuelle ydelser for penge eller goder.

Det giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om vi passer godt nok på de udsatte unge.

Socialt udsatte unge har langt oftere udvekslet intimitet for materielle goder end andre unge, det kan man læse sort på hvidt i den undersøgelse af området, som VIVE netop har offentliggjort.

Det er langt mere sandsynligt, at du har solgt seksuelle ydelser, hvis du har økonomiske problemer, mindre uddannelse, en problematisk opvækst, et højt forbrug af rusmidler, og hvis du har to eller flere psykiatriske diagnoser.

Det giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om vi passer godt nok på de udsatte unge.

Dobbelt risiko

Undersøgelsen viser blandt andet gråzoneprostitution, at otte procent af de økonomisk udfordrede unge mellem 18 og 30 år har prøvet at sælge seksuelle ydelser for penge eller goder. Det er der kun tre procent af de unge med en god økonomisk baggrund, der har oplevet.

I Ungeprofilundersøgelsen ser vi, at 3,9 procent af de 15-22-årige, som er i gang med en forberedende grunduddannelse – den såkaldte FGU, der typisk vælges af unge, som har svært ved at klare kravene på en gymnasial eller erhvervsfaglig ungdomsuddannelse, har ydet noget seksuelt i løbet af det seneste år sammenlignet med 1,8 procent af unge, der er i gang med en gymnasial uddannelse.

Her kan man også læse, at de unge, der gennem deres opvækst har modtaget støtte fra kommunen i form af en forebyggende social indsats eller en egentlig anbringelse uden for hjemmet, har dobbelt så stor sandsynlighed for at have solgt seksuelle ydelser som unge, der har haft en normal opvækst.

Det samme gælder unge med et højt forbrug af alkohol, hash eller stoffer sammenlignet med unge uden et sådant forbrug.

Unge, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller den tidlige ungdom, har også dobbelt så stor sandsynlighed for at sælge seksuelle ydelser som unge, der ikke har. Og de savner i højere grad kontakt med en voksen.

Endelig fremgår det, at unge, der har psykiske vanskeligheder, også er en gruppe, der i højere grad har erfaring med at sælge seksuelle ydelser.

11 procent af 18-30-årige med mindst to psykiske lidelser har erfaringer med at sælge seksuelle ydelser sammenlignet med 5 procent af unge uden en psykisk lidelse.

En voksende gruppe

Det er bekymrende, særligt når vi ved, at gruppen af udsatte unge vokser, det samme gør andelen af unge med diagnoser.

Og når vi i denne uge kan holde fem års jubilæum for det kontanthjælpsloft, der har øget antallet af børn, der vokser op under fattigdomsgrænsen, til bekymrende 61.000.

Passer vi virkelig godt nok på de udsatte unge – med vores stramme budgetter, svigtende efterværn og lange ventelister?

Det er jeg bange for, at vi ikke gør. Derfor viser VIVE's undersøgelse os, hvad vi allerede ved. Vi skal investere i forebyggelse og en tryg barn- og ungdom for at være med til at sikre de unge en tryg tilværelse. Og det er alle pengene værd.

Nyeste blogindlæg