Hvad får os til at lægge vægt på noget og se bort fra noget andet?

Som forsvarsadvokat stiller jeg ofte mig selv det spørgsmål. Det hænder, at en dom falder overraskende ud. Fra mit perspektiv betyder det, at min klient bliver dømt på et grundlag, som virker spinkelt.

 I nogle – ikke helt få – tilfælde falder en domfældelse overraskende og uventet ud - både for anklager og forsvarer. 

Det er ikke overraskende, at forbrydere dømmes. Mit job går ud på at sikre det bedst mulige resultat, hvilket tit og ofte består i at hive en mildere dom hjem end den, som anklagemyndigheden lægger op til. Det er der ikke noget overraskende i. Men i nogle – ikke helt få – tilfælde falder en domfældelse overraskende og uventet ud - både for anklager og forsvarer.

Det hænder, at dommerne på en måde, som virker bevidst, ser bort fra faktuelle omstændigheder, som rejser berettiget tvivl om tiltaltes skyld. Det hænder også, at dommerne ser bort fra, at vidners tidligere forklaringer til politiet afviger betydeligt fra det, de fortæller i retten – somme tider i en sådan grad, at man kan undres over, om de overhovedet har overværet det, de fortæller om. Alligevel synes det ikke at påvirke dommerne, som til stor overraskelse kan finde på at dømme på baggrund af forklaringerne.

Endelig kan man i sjældne tilfælde få den opfattelse, at domsreferatet virker ”designet” til resultatet. Det rejser jo en naturlig interesse for, hvad og hvordan dommere dømmer og om, hvad dømmekraft egentlig består i.

Man er imidlertid afskåret fra at gå domstolene i bedene, idet deres voteringer er hemmelige. Man ved sådan set ikke ret meget om, hvordan domstolene udøver deres dømmekraft her i landet ud over, at der hersker et princip om fri bevisbedømmelse. Det betyder, at domstolene selv bestemmer, hvad de vil lægge til grund for en dom.

Det hedder sig, at domme skal begrundes, og langt hen ad vejen fremtræder de fleste straffedomme også begrundet – det vil sige, det fremgår sjældent med megen klarhed, hvorfor man har fravalgt nogle momenter fremfor andre. De fleste domme bekræfter sådan set bare resultatet, men man kan ikke læse, hvilke overvejelser dommerne har gjort sig over bevisernes vægt, hvilke drøftelser man har været igennem, og hvorfor lige netop man har valgt at lægge afgørende vægt på noget og ikke noget andet.

Til gengæld ved man efterhånden en hel del om, hvordan dømmekraften i almindelighed udøves. Det er for eksempel til fulde dokumenteret, at noget af det mest utroværdige er vidneforklaringer. Hukommelse er i det hele taget noget forræderisk noget. Alligevel støtter man sig i voldsomt omfang til vidneforklaringer i danske retssale – også i sager, hvor et forløb er dokumenteret på videoovervågning.

Man stiller intet andet krav til vidneforklaringerne udover, at de fremtræder såkaldt ”sikkert, detaljerede og sammenhængende” – som om løgne ikke kan gøre det, og som nævnt har det ikke den store betydning om en forlaring har ændret sig væsentligt med tiden. Resten er overladt til dommernes ”dømmekraft”. Undersøgelser fra bl.a. Norge viser, at den ”dømmekraft” kun gætter rigtigt i omtrent halvdelen af tilfældene – dvs. dommernes vurderinger af vidners troværdighed er tilfældig.

Den oplysning synes imidlertid ikke at være sivet ind i retssalene. Der er derfor behov for mere dansk forskning om spørgsmålet. Det handler trods alt om sikkerheden for ikke at blive uskyldig dømt.