Regeringen barsler for tiden med et forslag om at forbyde borgere at deltage i væbnede konflikter i udlandet. Konkret vurderes, at risikoen er stor for, at hjemvendte Syrienskrigere vil udføre terrorisme på dansk jord. Man vil derfor forbyde folk at tage afsted.

I forslaget indgår en uproblematisk paragraf om at straffe folk for deltagelse i væbnede konflikter. Men forslaget indeholder også bestemmelser, som kæder terrorisme sammen med væbnede konflikter. Fremover vil man straffe folk efter terrorreglerne, hvis de deltager i væbnede konflikter som medlem af en part, som begår terrorisme. Det er her problemerne opstår.

Det har vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser. Desværre ser det ikke ud til, at nogen gider lytte.

Problemet er, at forslaget dermed blander to forskellige retsområder sammen. Grundlaget for terrorreglerne er en såkaldt EU-rammeafgørelse fra 2002. Det fremgår heraf, at terrorreglerne ikke skal anvendes under væbnede konflikter. Denne begrænsning er endvidere almindelig i konventioner om terrorisme. Der henvises til den i forarbejderne til den oprindelige lov om terrorreglerne fra 2002. Her fremgår det også, at terrorreglerne ikke omfatter situationer, hvor man kæmper for at genskabe demokrati og retsstatsprincipper eller i kampen mod besættelsesmagter mv. - altså situationer på væbnede konflikter.

Terrorreglerne gælder således for situationer uden for væbnede konflikter - dvs. for voldshandlinger udført i fredstid. Begrænsningen er indsat i anerkendelse af, at der netop er stor forskel på de midler og mål, som kan anvendes under krig eller fred. Hvordan det kan lade sig gøre, at man nu behandler væbnede konflikter i et regelkompleks, som ifølge sit eget grundlag netop undtager væbnede konflikter, henstår i det uvisse.

Under væbnede konflikter gælder reglerne i den humanitære folkeret. Geneve-konventionerne indeholder de basale regler, men de er siden udvidet til et omfattende kompleks. Reglerne dækker i varierende omfang både krige mellem lande og oprør inden for et enkelt land. De fleste moderne konflikter udspilles inden for et enkelt land mellem regeringen og en eller flere oprørsgrupper - og det er også de situationer, det aktuelle lovforslag primært er rettet imod.

Når folkeretten afgrænser en væbnet konflikt er det væsentligt at være opmærksom på, at det er irrelevant, om voldshandlingerne kan betegnes som terrorisme. Flere internationale domme lægger endda til grund, at terrorisme i sig selv kan være så omfattende, at der foreligger en væbnet konflikt. Flere nationale domstole har fulgt dette synspunkt. Israels Højesteret har for eksempel fastslået, at kampene mod palæstinensiske "terrororganisationer" udgør væbnede konflikter. Tilsvarende har USA's Højesteret karakteriseret kampen mod Al Qaida - terrorgruppen par execellence - som en væbnet konflikt. Det vil altså sige, at det afgørende for, om der foreligger en væbnet konflikt ikke er, om voldshandlinger betegnes som terrorisme, men den sammenhæng hvori de begås.

Brud på den humanitære folkeret retsforfølges som krigsforbrydelser. Det kan gøres internationalt eller ved nationale domstole. Der er tale om et helt særligt system ved siden af national strafferet og nationale terrorregler. Systemerne overlapper ikke. Det danske lovforslag strider mod dette system, og når man blander tingene sammen underminerer man folkeretten. Det har vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser. Desværre ser det ikke ud til, at nogen gider lytte.