Det offentlige ligger formentlig inde med flere oplysninger om borgerne end STASI gjorde i folkerepublikkens tid. I diktaturer hersker ingen grænser for det offentliges vidensdeling om borgerne. Også hos os er vidensdeling et buzz-word. Det benyttes blandt andet til at sparke døre ind mellem forskellige registre. Vidensdeling er godt. Man kan gribe ind i tide – gerne før der sker noget. 

Man kan bekymre sig over, hvordan alle underretningerne bruges.

Vidensdeling er så fantastisk et middel til at sikre artens overlevelse, at man har gjort det obligatorisk for offentligt ansatte at "underrette" kommunen om de "bekymringer", de ansatte måtte gøre sig i omgangen med os almindelige dødelige. Devicen lader til at være, at én underretning for mange er bedre end én for lidt. Tænk hvis lige netop din manglende agtpågivenhed var skyld i, at endnu en Brønderslev-sag ikke blev stoppet eller ikke forhindrede et terrorangreb.

Gad vide om de offentligt ansatte blev taget med på råd, da man indførte underretningspligten i den sociale servicelov. Det bør da mane til eftertanke, at hver eneste offentligt ansatte, man som almindelig dødelig møder på sin vej, herefter må opfattes både som hjælpende hånd og som spion og meddeler. Gælder det også i fritiden? Har de offentligt ansatte gjort sig dette klart?

I samme sociale serviceinitiativ står også, at vi almindelige dødelige skal underrette kommunen, hvis vi bekymrer os om velfærden hos andre. Det er strafbart at holde mund, hvis man lægger mærke til noget ”bekymrende”. Hvad der er bekymrende, er ikke nærmere specificeret, men man kan muligvis få råd og vejledning på kommunen – hvis man da tør spørge. Man kan jo ikke vide, om den kommunale receptionist finder det bekymrende, at man ikke aner, hvad der i almindelighed er så bekymrende, at man bør underrette om det.

Man kan bekymre sig over, hvordan alle underretningerne bruges. Er man for eksempel sikker på, at de personer, som underretter, har rent mel i posen? Eller om de, som vurderer, gør det i henhold til åbne standarder? Det er en kendt sag, at man ved at sammenstykke brudstykker af fakta kan gøre hvem som helst suspekt. Hvordan garderer det offentlige sig imod det? Dét bekymrer mig.

Retstilstanden må læses sådan, at det offentlige Danmark kan sammenlignes med STASI. Der er et øje og et øre overalt med fri fortolkningsret. Man kan aldrig vide sig sikker. Hvorfor skulle man dog også det – alt gælder i den gode sags tjeneste. Det er også nærmest umuligt at gøre et ansvar gældende mod det offentlige. Jeg har endnu ikke hørt om en offentlig ansat, som er blevet fyret – endsige straffet – for at bekymre sig for meget. Ansvarsfrihed avler ansvarsløshed. Det kan man da kalde magt.